Lad buschauffører køre bus
Så landede lovprogrammet på mit skrivebord. Jeg er ikke overrasket over, hvad der står om kollektiv transport, bare almindelig frustreret over, at der ikke er flere initiativer, som ser fremad og handler om at styrke området.
Et af de lovforslag, som allerede har været i høring. og som folketinget skal behandle her i oktober, er forenkling af krav til buskørselsloven. Til den travle læser som endnu ikke har haft tid til at læse forslaget, så handler det kort fortalt om, at det skal være muligt for privatpersoner at køre bus helt uden de tilladelser og den regulering, der normalt gælder for buskørsel. Det kan betyde, at hvis jeg f.eks. gerne vil tjene lidt ekstra, så kan jeg leje eller købe en bus og køre rundt med turister eller festglade gæster til en polterabend. Det vil selvfølgelig kræve et buskørekort, men bortset fra det, så vil den regulering, som gælder for buskørselsvirksomhederne ikke gælde for mig.
Efter en lang uge i Industriens Hus ville jeg helt sikkert udgøre en sikkerhedsrisiko i trafikken, hvis jeg tilbragte min fredag nat som chauffør i en partybus. Samtidig er det konkurrenceforvridende for den etablerede busbranche, og derfor har vi skrevet til Transportministeren, at vi ikke bakker op om den del af lovforslaget.
Der er ingen fremtidsmusik i landdistriktsudspillet
For godt en måned siden fremlagde regeringen et landdistriktsudspil med overskriften, Sammenhæng og balance: Frihed, fremtid og muligheder i hele Danmark. Det er ingen hemmelighed, at vi har været spændte på at se det endelige udspil. Vi sendte allerede i vinter en række forslag til ministeriet om, hvordan mobiliteten i landdistrikterne kan styrkes. Karsten Lauritzen har haft møde med landdistriktsministeren om vores forslag og i et debatindlæg sammen med Ældre Sagen, DUF og Fagbevægelsens Hovedorganisation opfordrede vi i foråret regeringen til at prioritere den kollektive mobilitet i deres landdistriktspolitik.
Udspillet fra regeringen var desværre lidt af en skuffelse. Fremfor reelt at styrke de kollektive transportløsninger vil regeringen give de 17-årige mulighed for at køre bil alene i dagtimerne. Det giver måske bedre mobilitet for nogle få 17-årige, som får en bil af mor og far, men for resten vil det på sigt betyde, at deres kollektive mobilitetsmuligheder forringes. Når kundegrundlaget bliver mindre, så viser erfaringen, at kommuner og regioner reducerer betjeningen. Det forslag er ligeledes en del af lovprogrammet og derfor noget, vi vil kaste os over i det kommende år.