Ministeren kalder til kamp imod bøvl og byrder indenfor vejgodstransporten.
Transportministeren har bebudet, at han vil være den minister, der har fjernet flest regler på hans ressortområde. Nu er det vigtigt, at det er de rigtige regler der bliver fjernet.
Tirsdag den 1. oktober åbnede Folketinget, og startskuddet til en ny politisk sæson har lydt. Indenfor den tunge vejgodstransport ser det ud til at blive en spændende politisk periode, da ministeren i den kommende Folketingssamling kommer til at fremsætte flere forslag, som vil skabe stor debat i transportbranchen.
Hvad kan vi forvente af ny regulering?
Vi har henover sommeren haft en del lovændringer i høring, hvorfor vi har et godt billede af hvad der er på vej. Fælles for den regulering, der kommer til at ramme vores branche i den kommende folketingssamling, er et opgør med bøvl, byrder og overimplementeret EU-regulering. Det er som udgangspunkt sød musik i vores ører. Og så alligevel ikke helt; for selvom vi i DI arbejder for at afskaffe unødvendige regler, så er det ikke det samme som, at alle regler er dumme.
Lov om godskørsel
Et af lovforslagene fokuserer på lov om godskørsel. Lovforslaget betyder at de lovpligtige transportledere fremadrettet vil opleve færre krav til deres ansættelse og færre løbende administrative byrder for virksomheden. Det bakker vi op om i DI Transport, fordi det gør det nemmere at drive transportvirksomheder, og det sidestiller det at være transportleder i Danmark med kravene i resten af EU.
Men det helt store stridspunkt i lovforslaget er, at man fjerner en række krav til chaufførvikarvirksomheder, herunder at chaufførvikarvirksomheder ikke længere skal have en gods- eller buskørselstilladelse. Dette har affødt stor usikkerhed i branchen, fordi det åbner en ladeport for kreative virksomhedskonstruktioner. Af den grund har DI Transport i vores høringssvar opfordret til, at forslaget drøftes med branchen førend det skal 1. behandles i Folketinget. Transportministeren har stadig ikke indkaldt til sådanne drøftelser, hvorfor det er vores vurdering, at der udestår en stor debat når forslaget rammer Folketingssalen.
Slagsmålet om godskørselstilladelser til varebiler fortsætter
Ministeren har også besluttet, at den nationale tilladelsesordning for varebiler ophæves, så national godskørsel med varebil ikke vil være omfattet af godskørselslovens anvendelsesområde. Dette sker som en del af Transportministeriets arbejde med at spare årsværk. DI Transport har sammen med ATL – Transportens Arbejdsgivere været ude og kritisere forslaget, eftersom vi mener, at reglerne på varebilsområdet er med til at sikre ordnede forhold i branchen. Ministeren synes dog at være fast besluttet på at ville gennemføre lovforslaget. Derfor arbejder en samlet branche hårdt på at få ministeren på bedre tanker.
Vi har blandt andet, sammen med 3F, rettet henvendelse til ministeren. Om ministeren ønsker at trodse en samlet transportbranche, og ikke mindst alle dele af arbejdsmarkedets parter, må vi se. Men én ting er sikkert, det bliver ikke uden modstand, hvis ministeren ønsker at trumfe sit forslag om at undtage varebiler fra godskørselsloven igennem.
Omend vi bakker op om regeringens ambition om at spare årsværk i centraladministrationen, skal vi gøre det smart.