29.08.24 DI Transport Blog

Regeringen indleder den nye sæson med bøvlede regler for transportbranchen

Den grønne pulje til omstilling af vejgodstransport er blot et af eksemplerne.

Regeringens forsøg på at understøtte den grønne omstilling af den tunge vejgodstransport blev en fuser
Som vi skrev i forrige nyhedsbrev, er forhandlingerne om en deludmøntning af Grøn Fond afsluttet, så der nu kan tilgå den tunge vejgodstransport midler til at fremme den grønne omstilling. Desværre er forløbet omkring udmøntningen af midlerne langt fra blevet en skøn affære, da puljen udmøntes på en måde, som mange i branchen ikke finder anvendelig. Vejdirektoratet indrettet puljen på en måde, hvor alle der leaser deres køretøj reelt set ikke kan få tildelt grønne støttekroner til deres nye lastbil.

Ministeren har i et svar til DI Transport tilkendegivet, at han er lydhør overfor vores kritik. Desværre har han valgt ikke at ændre den nuværende pulje, da han vurderer ikke at have den fornødne hjemmel hertil.

Ministeren har dog i et brev til DI Transport tilkendegivet, at ministeren vil tage vores forslag med til forhandlingen om udmøntningen af de resterende 675 mio. kr. fra ramme til grøn omstilling og effektiviseringer af vejgodstransporten. Vi følger selvfølgelig de kommende forhandlinger tæt.

Nye regler for registrering af brugere af køretøjer
Den 1. juli 2024 trådte en ny bekendtgørelse i kraft udstedt af skatteministeren. Den nye bekendtgørelse stiller nye krav til registrering af brugere af køretøjer. Formålet med den nye bekendtgørelse er at gøre det nemmere for myndighederne at afsløre snyd med registreringsafgifter samtidig med at det skal være lettere for at identificere føreren af et køretøj i forbindelse med vanvidsbilisme.

Om end intentionen bag forslaget er god, må vi bare sande, at de nye regler er indrettet uden nogen som helst form for hensyntagen til erhvervslivet. De nye regler medfører nemlig, at alle medarbejdere, som har den fysiske råderet over køretøjet i mere end 30 dage, skal registreres som sekundære brugere, hvilket pålægger mange virksomheder meget administrativt tungt arbejde. Af samme årsag har DI Transport sammen med andre dele af DI råbt vagt i gevær og sendt et brev afsted til skatteministeren. DI Transport har haft lejlighed til at drøfte problemerne med skatteministeren, og er derfor glade for, at ministeren har lyttet til kritikken og nu ændrer reglerne.

Transportministeren lancerer en virksomhedsordning for vognmænd
Fra 1. november 2024 lanceres en virksomhedsordning til dobbelttrailere. Med den nye virksomhedsordning får transportvirksomhederne mulighed for selv at betale for at koble sig til motorvejsnettet, så der kan komme flere dobbelttrailere på vejene. DI Transport har arbejdet aktivt for at ministeriet fik etableret en sådan ordning. Derfor er vi tilfredse med, at det nu er lykkedes, samt at der bliver åbnet op for, at man kan køre dobbelttrailere på stort set hele motorvejsnettet.

Desværre ligger ministeren op til, at ansøgere skal betale et administrationsgebyr på 50.000 kroner, der skal gå til Vejdirektoratets behandling af ansøgningen. Dette er vi meget kritiske overfor, ikke mindst set i lyset af, at det var gratis at ansøge om at komme med på modulvogntogsnettet. Vi arbejder derfor for at få gebyret fjernet, ydermere presser vi på for, at der bliver fundet en løsning, hvor der bliver bedre forhold for at køre med dobbelttrailere mellem Danmark og Sverige. Dette er desværre ikke muligt på nuværende tidspunkt grundet mere restriktive svenske krav til køretøjernes opbygning.

DI Transport arbejder videre for at mindske bøvl og byrder
I DI Transport arbejder vi dagligt for at mindske transportbranchens administrative byrder. Af samme grund har vi indledt en større kortlægning af administrative byrder og gebyrer, som vi arbejder for at beslutningstagere og embedsfolk bliver opmærksomme på. Herunder arbejder vi konkret på, at gebyret for udstedelse af godskørselstilladelser afskaffes. Dette er vi heldigvis lykkedes med også at få beslutningstagere på Christiansborg til at være opmærksomme på. Vi arbejder også videre på at Færdselsstyrelsens overimplementering af direktivet om udlejnings- og leasingkøretøjer afskaffes, så kravet om at skulle fremvise både leasing- og ansættelseskontrakter fjernes. Vi har netop fået en opdateret vejledning om implementeringen af udlejningsdirektivet i høring. Visse dele er blevet en smule bedre, men vi mener fortsat at Færdselsstyrelsen overimplementerer direktivet, hvilket gør det unødigt bureaukratisk for erhvervslivet.

Vi hører meget gerne fra jer med eksempler på bøvl og byrder, der stjæler fokus fra jeres kerneforretning. I er derfor velkomne til at skrive direkte til mig på avs@di.dk.

Som medlem af DI Transport har du mulighed for at deltage i webinaret, ”Sæt strøm til din flåde – Et webinar om vejen til elektriske lastbiler”.
Den grønne omstilling af vejgodstransporten fylder meget i de politiske beslutningsprocesser. Men omstillingen sker ikke uden massive investeringer i ny grøn teknologi i virksomhederne. Vi ser derfor ind i nogle år med udfordringer, som mange virksomheder ikke har prøvet kræfter med før.

Som medlem af DI Transport giver vi dig derfor muligheden for at blive klogere på elektrificeringen af en lastbilflåde. På webinaret stiller vi skarpt på, hvad du som vognmand eller transportør skal være opmærksom på, hvis du overvejer at investere i en elektrisk lastbil. Med konkrete erfaringer fra Lantmännen Schulstad og ekspertviden fra Cerius-Radius kommer vi hele vejen rundt om elektrificeringen af en lastbilflåde.

Webinaret finder sted den 17. september 2024 kl. 09.00-10.00. Du kan tilmelde dig på dette link: Sæt strøm til din flåde – Et webinar om vejen til elektriske lastbiler (danskindustri.dk).

Andreas Vemgaard Sørensen

Andreas Vemgaard Sørensen

Konsulent

  • Direkte +45 3377 4573
  • Mobil +45 5218 5965
  • E-mail avs@di.dk