Varebilstilladelserne overlevede, men bøvl med kilometerafgiften lægger en dæmper på juleglæden
Efter en del armlægning med transportministeren lykkedes det at bevare varebilstilladelserne. Til gengæld er der opstået udfordringer med kilometerafgiften, som desværre ender med at koste erhvervslivet penge.
Finansloven for 2025 er landet
Den 11. november kunne finansminister Nicolai Wammen præsentere finansloven for 2025. Finanslovens store opgavebortfald rummer blandt andet et reduceret tilsynstryk på gods- og buskørselstilladelser, som Transportministeriet lover ikke betyder reduceret effekt af tilsynet.
Som et led i dette arbejde har ministeren længe været fast besluttet på at afskaffe varebilstilladelserne. Dette har vi i DI Transport længe advaret ministeren mod at gøre, fordi det kan medføre mere sort arbejde og social dumping, der netop var årsagen til, at tilladelserne blev indført. Det til trods var ministeren ikke til at hugge eller stikke i.
Derfor er vi gennem god og konstruktiv dialog med adskillige ministre og relevante ordførere lykkedes med at få regeringen overbevist om, at varebilstilladelserne bevares. Det er en stor politisk sejr, som vi er meget tilfredse med. Med bevarelsen af varebilstilladelserne sikres der fortsat ordnede forhold i en branche, som vi tidligere har set udvikle sig til det vilde vest, hvis ikke der sikres et vist kontroltryk.
Bøvl med kilometerafgiften dæmper juleglæden
Vi nærmer os så småt, at kilometerafgiften træder i kraft. For mange har det betydet måneder med forberedelse, montering af bokse og dialog med kunder. Desværre synes myndighederne ikke at have forberedt sig lige så godt til kilometerafgiftens indtræden, som branchen har. Derfor er det meget beklageligt, at myndighederne forleden dag kunne oplyse os om, at de har begået en række fejl i forbindelse med, at danske lastbiler skulle indplaceres i de korrekte emissionsklasser i DMR.
For at gøre ondt værre har myndighederne tilmed valgt at smide håndklædet i ringen og har efterladt virksomhederne med ansvaret for at rette op på myndighedernes fejl. Det er derfor vigtigt at tjekke, om dine køretøjer er indplaceret i de korrekte CO2-emissionsklasser på DMR. Såfremt dit køretøj er forkert indplaceret, kan du desværre kun løse Færdselsstyrelsens rod ved at sende dit køretøj til syn, hvorefter køretøjet vil blive korrekt indplaceret.
2025 bliver et spændende år for vejgodstransporten
Vi nærmer os så småt årets udgang. Dette giver anledning til allerede nu at stille skarpt på 2025, som for mange bliver et spændende, men formentlig også udfordrende år. For det første kommer vi ikke udenom, at vi alle den 1. januar 2025 skal til at vænne os til at betale kilometerafgift.
Et andet stort tema for mange af jer bliver lovforslaget om NIS-2, som vil blive fremsat i Folketinget i det nye år. Men hvad er NIS-2 egentlig for en størrelse? NIS2-direktivet er en opfølgning på NIS-direktivet fra 2016, der havde til formål at øge cybersikkerheden for en række udpegede kritiske sektorer på tværs af EU, det vil sige sektorer, der i et samfundsmæssigt perspektiv udfører væsentlige (kritiske) aktiviteter. Med NIS-2 ønsker man i endnu højere grad at styrke cybersikkerheden i EU-landene. Denne styrkelse ses særligt på tre områder: flere sektorer og flere aktører fra de enkelte sektorer bliver omfattet af de nye regler, der indføres udvidet myndighedstilsyn og der indføres udvidede sanktionsmuligheder. Da transportsektoren omfattes af NIS-2 reglerne, bliver dette en politisk sag, vi kommer til at følge nøje.
Sidst men ikke mindst vil vi ønske jer alle en god jul og et godt nytår. Vi ser frem til et fortsat godt samarbejde med jer alle.