Sæt pris på toget og alt det andet, der skaber mobilitet

Flere allerede besluttede infrastrukturprojekter ser ud til at blive væsentlig dyrere og efterslæbet på vedligehold af banenettet er større end ministeren troede. Der kører også en politisk diskussion om, hvorvidt vi har opgjort klimaeffekterne rigtigt af allerede besluttet infrastruktur. Og sidst men ikke mindst skal der også fremover være plads til nye veje, nye baner, gode havne, nye supercykelstier og solid pleje af den eksisterende infrastruktur m.m. Men hvordan sikrer vi mobiliteten i spændet mellem forudsigelighed, fleksibilitet, mange hensyn og svære prioriteringer?

Københavns Hovedbanegård – vinduet til verden
I december sidste år advarede afgående branchedirektør for DI Transport, Karsten Lauritzen, mod at vælge discountløsninger i forbindelse med udviklingen af Københavns Hovedbanegård - og opfordrede i den forbindelse forligskredsen finde ekstra finansiering for at undgå, at Hovedbanegården bliver en flaskehals.

Senere samme måned valgte den politiske forligskreds glædeligt at gå videre med en række undersøgelser af supplerende elementer, der kan løfte kvalitet og kapacitet på Hovedbanen - og på sigt bane vej for, at der her bliver bedre plads til flere tog til gavn for mobiliteten, erhvervslivet og klimaet. Endelig beslutning om anlæg træffes først om et par år, når undersøgelserne er færdige. Men en god kurs er nu lagt - og det er netop den helt rigtige tilgang først at få vidensgrundlaget på plads og så endeligt beslutte sig derefter. Kommer det i givet fald til at koste mere at opgradere Hovedbanen, herunder med længere perroner, fleksibilitet på tværs af skinnerne og en gangbro m.m.? Ja, det vil kræve flere penge og det vil også koste på klimabelastningen at bygge mere, end det oprindeligt planlagte. Derfor er det også så vigtigt, at politikere, borgere og virksomheder ved, hvad vi har med at gøre, inden vi eventuelt går videre.

Svære hensyn skal tages med i beslutningerne
Fremad kan det på transportområdet blive relevant med bedre og bredere beslutningsgrundlag, der opfylder en palette af forskellige politisk fastsatte mål, ændrede rammevilkår og berettigede forventninger fra borgere og virksomheder.

Velkendte faktorer er vurderinger af prisen samt miljø- og klimaforhold, herunder biodiversitet. Københavns Hovedbanegård er et eksempel på behovet for at kunne overskue et dynamisk forløb. Det vil i den grad gavne både rejsende og godstransporten at opgradere de hidtidige planer. Men ekstra finansiering skal selvfølgelig findes et andet sted. Det må vi se ind i med åbne øje. Det er også åbenbart, at mere byggeri øger projektets klimabelastning i anlægsperioden. Hvordan får vi det til at passe med Danmarks overordnede klimamål og transportsektorens rolle i den forbindelse? Den slags spørgsmål må vi også finde løsninger på.

I den svære afbalancering af forskellige hensyn er tidsdimensionen en særlig udfordring. Vi har metoder til at afveje omkostninger på kort sigt med gevinster på længere sigt, men virker de godt nok i en periode, hvor rammevilkårene for de offentlige budgetter i den grad er under pres, og hvor klimaforandringerne tilsyneladende buldrer ind over os med en hast og styrke, som vores metoder til prissætning af fremtiden - den såkaldte diskonteringsrente - måske ikke helt kan rumme?

Og er vi gode nok til at vurdere indsatser i et bredere livscyklusperspektiv? El-biler har f.eks. hidtil svinet mere i produktionen end andre biler. Det er også dyrt at etablere en hel ny ladestruktur. Giver det så mening at gøre det? Ja, da. Især i forhold til den grønne omstilling, hvor bred elektrificering af vores samfund er helt essentielt.

Også investeringer i jernbanen er på mange måder krævende. Men da vi ser ind i en fremtid med stigende trængsel på mange veje, behov for mere mobilitet, voksende klimaproblemer og knappe økonomiske ressourcer, så bliver det måske mere fremkommeligt at foretage svære og dyre til- og fravalg, hvis vi bliver bedre til at tage bestik af både de brede og lange perspektiver.

Tal kan ikke erstatte politik
Gode vurderingsmetoder kan og skal kvalificere politiske valg på transportområdet. Men tal kan ikke erstatte de valg, der grundlæggende handler om, hvad vi vil med vores samfund. Det gælder f.eks. også spørgsmålet om, hvilken service - omfang og type - som samfundet via vores politikere gerne vil stå på mål for, herunder i forhold til betjeningen med bus og tog i forskellige dele af landet.

Lige som vi gør på sundhedsområdet, indenfor kulturen og på alle mulige andre områder, skal vi nogle gange beslutte os for at gøre det, vi vil omkring infrastruktur og mobilitet, når det giver mening. Men vi skal vide, hvad vi gør og være klar på en åben diskussion om konsekvenserne - og derudfra gøre det, der skal til for, at brikkerne i det samlede puslespil falder på plads.