10.12.20 DI Transport Nyheder

Ugens Kommentar: Hvor hårdt ramt skal du være for at få kompensation?

Af branchedirektør Michael Svane.

Overskriften kan virke lidt kryptisk, men der er en virkelighed bag spørgsmålet. Desværre!

Vi har ad mange omgange efterhånden været vidne til, at regering og folketingets partier har meddelt, at de nu har indgået eller forlænget aftaler om kompensation for nedlukning og restriktioner. I disse hårde og trængte tider har mange virksomheder derfor set et håb i kraft af de politiske aftaler om hjælpepakker.

Ingen kan eller skal være i tvivl om, at man i erhvervslivet er meget glade for enhver håndsrækning, og at hjælpepakkerne reelt har holdt hånden under mange virksomheder og deres ansatte.

DERFOR er det en brat opvågning at konstatere, at en del af hjælpepakkerne så alligevel ikke får lov at virke og dermed gøre nytte.

EU-Kommissionen er blevet mere end karrige med at godkende de forskellige hjælpepakker i henhold til EU´s statsstøtteregler. Naturligvis skal reglerne overholdes, men det virker nærmest provokerende, når EU-Kommissionen afviser, at der kan ydes kompensation for faste omkostninger i tilfælde, hvor virksomheder taber omsætning og kunder som følge af rejsevejledninger og indrejserestriktioner. Her er det EU-Kommissionens opfattelse, at man alene kan få kompensation, hvis man ingen - som i INGEN – omsætning.

Det giver så absolut ingen mening - og slet ikke i forhold til lufthavne og luftfartsselskaber. Vi er en del af den kritiske infrastruktur, og vi skal behandles derefter.

Vi er mange, der råber højt i kor! Vi er nu gået sammen med svenske kolleger og også sammen med Business Europe. Nu må EU-Kommissionen forstå, hvad det er for en verden, vi kæmper for at overleve i!

Michael Svane
Skrevet af:

Michael Svane

Relateret indhold