24.06.22 DI Transport Nyheder

DI Transport: Fossilfri byer kan koste bilejere og virksomheder dyrt

Hvis benzin- og dieselbiler får forbud mod at køre i byerne, vil det have store konsekvenser for både borgere og virksomheder, advarer DI Transport.Regeringen har sendt et lovforslag om nulemissionszoner i høring. Forslaget vil give kommunerne lov til at forbyde benzin-, diesel og varebiler i byerne fra 1. juli 2024.

Regeringen vil give kommunerne mulighed for at vælge mellem to modeller. 1) Forbud mod benzin og dieseldrevne personbiler og varebiler til privatkørsel i byerne 2) forbud mod alle benzin og dieseldrevne køretøjer, dog undtaget lastbiler over 12 tons.

Forslaget vil derfor ramme alle borgere, som ikke har en elbil, selv om regeringen lægger op til at undtage beboerne i miljøzonerne.

"Afhængigt af hvor mange kommuner, der opretter en nulemissionszone, vil det påvirke hverdagen for en række almindelige borgere, som ikke længere kan bruge deres nyligt indkøbte benzin- eller dieselbil, når de skal køre på arbejde" siger Karsten Lauritzen, branchedirektør i DI Transport.

DI Transport er i gang med at analysere lovforslaget men advarer mod, at det kan have store økonomiske konsekvenser for erhvervslivet. Der er i dag 371.000 varebiler i Danmark – heraf er der omkring 3200 elektriske varebiler og cirka 1.000 plug-in-hybrider.

"Et stort antal virksomheder vil blive tvunget til at skifte deres varebiler ud med elektriske varebiler, før de gamle køretøjer er afskrevet eller udtjente. Det vil komme med en stor ekstra regning, som vil ende hos kunderne i byområderne", siger Karsten Lauritzen.

Varebiler bliver især brugt til kørsel med pakker eller af håndværkere og servicemedarbejdere. Virksomheder, der ligger inden for de kommende zoner, vil blive hårdest ramt, advarer DI Transport.

"Afhængig af de rammer, der bliver sat op, kan det blive meget dyrt for de virksomheder, der skal tiltrække medarbejdere til byerne, hvis det kun er elbiler, der kan køre til virksomheden. De vil også blive ramt af de samme ekstraomkostninger til varebiler, der skal betjene virksomheder i de nye zoner", siger Karsten Lauritzen.

Branchedirektøren er tilfreds med, at lastbilerne ser ud til at blive undtaget.

"Vi er ikke der, hvor vi kan løfte alle transportbehovene i byerne med elektriske lastbiler, da der ikke er tekniske løsninger, der kan klare alle transportbehov. Samtidig koster en elektrisk lastbil lige nu 1,6 millioner kroner mere en dieseldrevet. Derfor er helt rigtigt at undtage lastbiler fra forbuddet”, siger Karsten Lauritzen.

 

Luna Nova Solhave
Skrevet af:

Luna Nova Solhave

Relateret indhold