Ændringer i afgifter på diesel og ny kilometerafgift
Året går snart på hæld, hvilket for mange transportvirksomheder betyder, at de inden længe kigger ind i en ny kilometerbaseret vejafgift men også en forhøjet brænstofpris. Derfor har vi nedenfor samlet en oversigt over de mest væsentlige opmærksomhedspunkter.
Vejafgiften træder i kraft.
Den 1. januar 2025 træder den kilometerbaserede vejafgift i kraft. Vi har i DI Transport udarbejdet en guide til vejafgiften, hvis der stadig skulle være tvivlsspørgsmål om afgiften. Vejledning om kilometerbaseret vejafgift for lastbiler - DI Transport.
Med indførelsen af den kilometerbaserede vejafgift, træder Danmark samtidig ud af Eurovignetten. Det er hertil vigtigt at være opmærksom på, at Eurovignetten fortsat er gældende i Luxemburg, Holland og Sverige. Du skal derfor fortsat købe Eurovignette til disse lande, såfremt du kører i disse lande. Du skal ligeledes være opmærksom på, at det ikke vil være muligt at betale Eurovignette med den boks, som du bruger til at betale kilometerafgiften. Du skal derfor købe Eurovignetten som normalt. Eurovignette booking
Dieselafgiften stiger.
Den 1. januar 2025 stiger dieselafgiften 52 øre per liter eks. moms. som følge af den politiske aftale om udmøntning af grøn fond. Det er i denne sammenhæng vigtigt at være opmærksom på, at der oveni forhøjelsen af dieselafgiften også sker en afgiftsstigning på diesel som følge af den årlige indeksering. Samlet set vil dieselafgiften af den grund stige med 66,4 øre per liter.
Det er i relation til brændstofafgifterne for 2025 ligeledes værd at bemærke, at CO2e-fortrængningskravet i biobrændstofloven ved årsskiftet stiger fra 3,4 pct til 5,2 pct. Dette vil forventeligt føre til en yderligere stigning da brændstofproducenterne pålægges øgede omkostninger til CO2-fortrængning, da de alternative drivmidler er dyrere end alm. diesel. Det præcise meromkostninger varierer meget, men skønnes i størrelsesordenen 20-30 øre per liter.