29.10.25 DI Transport Nyheder

25-timers-reglen afskaffes endelig

Efter flere års kritik fra DI Transport afskaffes 25 timers reglen den 1. januar 2026.

Siden reglen blev indført i 2018, har vi i DI Transport påpeget, at 25-timers-reglen var indrettet uhensigtsmæssigt, og blot ville besværliggøre chaufførernes mulighed for at overholde køre- og hviletidsreglerne, samtidig med, at reglen ville afføde en bøderegn over danske vognmænd - en bøderegn, som ovenikøbet udelukkende ville ramme danske vognmænd og derved skævvride konkurrence i branchen til de udenlandske vognmænd.

Desværre endte det ganske som forventet. Danske vognmænd blev tæppebombet med bøder for selv de mindste parkeringsforseelser. Bøder, som forventet, resulterede i en regulær konkurrencefordel for udenlandske vognmænd, som ganske problemfrit kunne undlade at betale deres parkeringsbøder, grundet de danske myndigheders ringe muligheder for at kunne opkræve bøder udstedt til udenlandske vognmænd.

I branchen har der hersket en vis uenighed om, hvorvidt reglen skulle afskaffes eller ej. Derfor var det glædeligt, da vi fik overbevist transportministeren til at tage et endegyldigt opgør med 25-timers-reglen og derved også et endeligt opgør med den skævvridning, der på dette område har været mellem danske og udenlandske vognmænd.

Fremover vil kontrollen af de generelle parkeringsbestemmelser på motorvejsrastepladserne overgå til politiet.

Relateret indhold