Udvidelsen af vejafgiften kræver et retfærdigt system
Regeringen lægger i det kommende lovprogram op til at udvide den kilometerbaserede vejafgift til at omfatte alle motorkøretøjer mellem 3,5 og 12 tons.
DI Transport ser som udgangspunkt positivt på idéen bag udvidelsen, men ser samtidig en markant udfordring i at udvide vejafgiftslovens anvendelsesområde, da loven har nogle åbenlyse udfordringer, som resulterer i, at lovlydige vognmænd og virksomheder overdynges med bøder.
Udvidelsen af vejafgiftsordningen er i sig selv en god idé, fordi den sikrer, at konkurrencevilkårene bliver ens på tværs af branchen. Men selvom idéen er rigtig, fungerer systemet bag vejafgiften på ingen måde optimalt. Mange vognmænd oplever, at signalet fra boksen i lastbilen falder ud, og at de derfor ender med bøder, selvom de har handlet lovlydigt. Det betyder, at virksomheder risikerer at blive straffet for tekniske fejl, de ikke selv er skyld i. Det er ikke blot frustrerende, men også uretfærdigt. Derudover er vi i DI Transport meget bekymrede for, at der synes at være en stor udfordring med at opkræve vejafgiftsbøder for udenlandske vognmænd. Derfor risikerer vi, skævvridningen af konkurrencevilkårene mellem danske og udenlandske vognmænd bliver større, hvis ikke der kommer styr på hvordan også udenlandske vognmænd betaler deres vejafgiftsbøder.
En udvidelse med lige vilkår og et retfærdigt system
I DI Transport er vi fortsat i dialog med alle relevante politikere og embedsmænd om en måde, hvorpå vejafgiften kan indrettes mere hensigtsmæssigt. DI Transport har konkret påpeget, at virksomhederne gives en automatisk notifikation, hvis en betaling ikke er registreret. Derefter bør de have 72 timer til at købe en vejafgiftsbillet for den del af ruten, som ikke er blevet betalt gennem boksen.
Vi foreslår desuden, at der skelnes mellem forsætligt snyd og uforsætlige fejl. Hvis en lastbil med boks monteret oplever signaludfald og modtager en bøde, bør virksomheden kunne indsende GPS-data og få efterberegnet afgiften i stedet for at betale bøden. Så undgår lovlydige virksomheder at blive straffet for tekniske fejl, mens bøder forbeholdes dem, der bevidst forsøger at snyde.