Året der gik på gods – hvad byder fremtiden?
2025 har på mange måder været en sand stresstest for vejtransportbranchen.
Med indførelsen af den kilometerbaserede vejafgift og åbningen af puljen til grøn omstilling har både virksomheder og organisationer haft sved på panden. Alligevel har branchen igen bevist sin evne til omstilling og udvist et stærkt engagement. Nu står vi sammen på tærsklen til et nyt år, hvor både forandringer og muligheder venter lige om hjørnet.
Begyndelsen af året var præget af usikkerheden om den nye vejafgift, der tilførte hverdagen hos transportørerne et ekstra lag af kompleksitet. De første måneder kastede mange bøder af sig, og uklarhed om undtagelser for visse køretøjer skabte generel usikkerhed i markedet. Men netop her trådte branchen i karakter: Aktørerne deltog konstruktivt i dialogen om at finde praktiske løsninger, og omstillingsparathed samt samarbejde udviklede sig hurtigt til nøgleord. Gennem en tæt dialog lykkedes det at skabe større klarhed og bedre forudsigelighed for erhvervet.
DI Transport har arbejdet benhårdt for at sikre netop denne klarhed. Særligt arbejdet med at mindske udfordringerne ved udsving på boksen gennem større gapclosing, som har bidraget til at reducere antallet af bøder. Samtidig fik vi præciseret undtagelser, blandt andet for renovationskøretøjer, hvilket har styrket privat konkurrencekraft.
Der har også været andre vigtige sejre for DI Transport det seneste år: Vægtgrænserne for 7-akslede lastbiler blev hævet, , og både 25-timers-reglen og kravet om attest for hastighedsbegrænsere blev afskaffet. Og vi er tæt på at lande en række præciseringer af reglerne om arbejdsudlejeskat. For de helt tunge køretøjer har året været særlig markant; vi har sikret dimensionering til dobbelttrailere på flere motorvejsafkørsler, besluttet introduktion af svenske dobbelttrailere samt opnået tungere vægtgrænser. Til sammen vil disse indsatser lette hverdagen for mange vognmænd og styrke branchens vilkår.
Sidst, men ikke mindst, blev beslutningen om at udmønte 400 mio. kr. til investeringer i nulemissionslastbiler og infrastruktur for alternative drivmidler truffet. De resterende midler vil blive udmøntet i starten af det nye år, hvilket kan tilføre endnu mere momentum til den grønne omstilling.
Men hvad så med 2026?
Vi står over for endnu et spændende år, hvor intet er givet på forhånd. Med et kommende folketingsvalg i horisonten kan meget forandre sig, og de politiske prioriteringer for landets transportsektor vil uden tvivl blive udfordret og formet på ny. Det bliver derfor DI Transports vigtigste opgave at sikre, at transporten får en tydelig og skarp placering i det kommende regeringsgrundlag.
En af vores allervigtigste målsætninger er dog fortsat at arbejde for, at flere af branchens egne midler tilbageføres til virksomhederne til den grønne omstilling. Kun sådan kan vi sikre, at den grønne omstilling ikke blot bliver en ekstra udgiftspost for vognmændene, men udvikler sig til en bæredygtig investeringsmulighed, der giver mening på bundlinjen. Vores budskab er klart: Bundlinjen skal være sort, før lastbilerne kan blive grønne.
Ser vi ud over landets grænser, er der store, europæiske initiativer på vej, der kan få betydning for den danske branche. Vi forventer, at EU-Kommissionen enten lige op til jul eller i begyndelsen af det nye år lægger et forslag frem om green corporate fleets, der skal fremme indkøbet af nulemissionskøretøjer. Det arbejde følger vi tæt, men afventer det endelige udspil, før vi sætter yderligere ind. Samtidig står der hårde trilogforhandlinger mellem Europa-Parlamentet og Rådet om vægt- og dimensionsdirektivet for døren. Danmark sikrede sig i december en enighed i Rådet, hvor der også var tydelige aftryk fra DI Transport i form af bedre vilkår for modulvogntog og højere vægtgrænser, og fortsat sikkerhed om de højere vægtgrænser i Skandinavien. Selv om vi gerne havde set EU-reglerne gå endnu længere.
2025 har endnu engang vist, at branchen evner at stå sammen, når kravene stiger, og at viljen til forandring og udvikling er stærkere end usikkerhederne på vejen. Netop på den baggrund går vi ind i det nye år med optimisme, og med en klar ambition om at arbejde for de bedste rammer for en konkurrencedygtig branche.