Indeksstigninger for godstransporten i 2026
I de seneste år, er der indgået en række politiske aftaler, der på forskellig vis øger transportsektorens omkostninger.
Tilbage i 2009 medførte skattereformen, at energiafgifterne hvert år indekseres efter udviklingen i nettoprisindekset. Med andre ord følger afgifterne prisudviklingen i samfundet.
For diesel gælder dette både ved CO₂-afgiftsloven og mineralolieafgiftsloven. Det betyder, at CO₂-afgiften i 2026 indekseres til 212,8 øre/l, mens mineralolieafgiften indekseres til 212,2 øre/l. Det samlede niveau udgør dermed 425 øre pr. liter i 2026.
Frem mod 2030 vil de politisk bestemte omkostninger ved at transportere varer og personer på tværs af landet stige markant. For lastbiler vil omkostningen mere end fordobles som følge af den kilometerbaserede vejafgift, forhøjelsen af dieselafgiften, stigende CO₂-fortrængningskrav og EU’s CO₂-kvotesystem fra 2027.
Derudover stiger den samlede pris for at køre på biodiesel frem mod 2030, ligesom omkostningen ved at køre på el også øges. Det betyder, at både de fossile brændstoffer og de grønne alternativer bliver dyrere som følge af politiske beslutninger.
Det er noget, der særligt adskiller transportsektorens afgifter fra andre brancher, og det gør situationen urimelig for danske transportvirksomheder, fordi det giver ulige vilkår og samtidig svækker deres konkurrenceevne over for udenlandske aktører.