Danmark har brug for et styrket kriseberedskab
Transportvirksomheder som SAS, Mærsk, Copenhagen-Malmø Port, Billund Lufthavn, DSB, Abildskou busser, DB Cargo, Danske Fragtmænd, DSV Transport og Ancotrans kan spille en stor og afgørende rolle for det danske beredskab. DI Transport foreslår at myndighederne bliver bedre til at inddrage dem.
Under kriser kan fly og lufthavne, tog, busser, lastbiler, fragtskibe og havne, med flere spille en helt central rolle i det danske beredskab. Men Danmark har brug for at få kriseberedskabet op i gear, og det kræver, at vi udnytter de transportkapaciteter, vi allerede har, og samarbejder klogt.
Det forudsætter et tættere og mere struktureret samarbejde mellem transportvirksomhederne og myndighederne – og netop det sætter DI Transport fokus på med et nyt beredskabsudspil, som du kan læse her:
Lige nu står Danmark over for det mest alvorlige trusselsbillede siden Anden Verdenskrig. Cyberangreb, pandemier, geopolitiske spændinger, massive strømafbrydelser og ekstremt vejr udfordrer vores sikkerhed – trusler, der kræver et handlekraftigt og moderne beredskab på tværs af sektorer.
Erfaringerne er gjort – nu skal de bruges
Under COVID-19-pandemien viste transportsektoren sit værd: Busser og tog fortsatte med at transportere arbejdskraft under svære forhold. Vejgodstransporten, havne og søfarten opretholdt de globale forsyningskæder, så varer og værnemidler blev leveret til butikkerne.
Meget af indsatsen var improviseret, og de erfaringer, der blev høstet, bør vi trække på i den situation, vi står i nu. Og det er tid til at formalisere beredskabssamarbejdet mellem myndighederne og transportsektoren for at få klare opgavefordelinger og udnytte viden og erfaringer.
Danske transportvirksomheder kan rykke hurtigt i krisen
Når krisen rammer kan den kollektive trafik bidrage til evakueringer og mobilitet, hvis andre transportformer er sat ud af spillet. Stationer kan omdannes til sundhedscentre eller beskyttelsesrum. Vejgodstransport kan rydde op efter store vejrhændelser, holde forsyningskæder i gang og køre rundt med nødhjælp. Flyselskaber og lufthavne vil hurtigt kunne forbinde landsdele, sikre nødforsyninger, evakueringer, ambulancetjeneste og militære operationer. Mens søfarten, havne og havnevirksomheder kan sikre alternative forbindelser mellem landsdele ved bro- eller tunnelsvigt, sikre nødforsyninger, understøtte de globale forsyninger i en krisetid og militære operationer.
– Senest ved den fatale oversvømmelse i Valencia blev det klart, at transportsektoren kan spille en meget vigtig rolle i beredskabet under og efter katastrofer. Herhjemme kan transportsektoren heldigvis håndtere både nationale og internationale kriser, og vores transportvirksomheder har betydelige kapaciteter og kompetencer, som kan mobiliseres under kriser. Hvis vi udnytter de kapaciteter, kan vi hurtigt komme op i gear. Det forudsætter, at vi styrker det offentligt-private samarbejde om beredskabet på transportområdet. Vi skal samarbejde om viden om sårbarheder og trusler, modstandsdygtig transportinfrastruktur og udnyttelse af private transportkapaciteter i beredskabet gennem et formaliseret samarbejde, siger branchedirektør i DI Transport, Hakon Iversen.
8 måder at styrke beredskabet
Med udgangspunkt i at hver enkelt virksomhed skal tage et ansvar for at være rustet til fremtidens trusler, anbefaler DI Transport, at myndigheder og transportbranchen samarbejder om fire indsatser, som udmøntes med otte konkrete forslag:
Viden om trusler og sårbarheder
- Forslag 1: Sårbarhedsanalyse af transportsektoren
- Forslag 2: Vidensdeling med relevante transportaktører
Modstandsdygtig transportinfrastruktur
- Forslag 3: Resiliensplan for kritisk transportinfrastruktur
- Forslag 4: Beskyttelse af internationale forbindelser
Udnyttelse af privat transportkapacitet i beredskabet
- Forslag 5: Kapacitetsanalyse af transportsektoren
- Forslag 6: Beredskabsplan for transportsektoren
Formaliseret samarbejde om transportberedskab
- Forslag 7: Udbud af standby-kontrakter inden udgangen af 2026
- Forslag 8: Opret en transportkrisestab Kortlægning af trusler og sårbarheder
SAS bruger Airbus som flyvende hospital - et eksempel på transportsektoren, som beredskabsaktør
Som flyselskab, der transporterer både mennesker, patienter og gods, er SAS en central aktør i det danske kriseberedskab. I Norge har SAS indgået en aftale med staten om at gennemføre evakueringsmissioner med et ombygget Airbus-fly, der på kort tid kan indrettes som et flyvende hospital. "Den rolle påtager vi os med stort alvor. Vi stiller fly og mandskab til rådighed, sikrer livsnødvendig logistik og opretholder forbindelsen mellem landsdele – eksempelvis i situationer med naturkatastrofer, krig eller pandemier samt ved transport af medicin og patienter. Som Skandinaviens flyselskab har vi et særligt ansvar for at bidrage til tilgængelighed, sammenhængskraft og robusthed – både i hverdagen og i krisetider,” siger Mads Brandstrup, Senior Vice President, Communications and Public Affairs i SAS.