13.07.26 DI Transport Nyheder

80 mio. kr. ekstra til puljen for grøn omstilling af tung vejtransport

Virksomheder, der ønsker at investere i ellastbiler og ladeinfrastruktur, får nu adgang til flere midler.

Vejdirektoratet har nemlig tilført yderligere 80 mio. kr. til puljen for grøn omstilling af tung vejtransport i 2026.

De ekstra midler stammer fra projekter under 2025-puljen, som enten har opgivet deres projekt eller ikke har overholdt fristen for at indgå købsaftale eller leasingaftale på ellastbiler. Midlerne bliver derfor genudmøntet til nye projekter gennem årets pulje.

Med den ekstra bevilling er der nu 87,5 mio. kr. tilbage i puljen. Ansøgninger behandles løbende efter først-til-mølle-princippet, og både allerede indsendte og kommende ansøgninger i ordningen med højere tilskudsprocent kan komme i betragtning.

Vejdirektoratet oplyser samtidig, at der pr. 6. juli er givet tilsagn om støtte for i alt 152,4 mio. kr. til foreløbigt 131 projekter. Senest er der givet tilsagn for 26,8 mio. kr. til yderligere 28 projekter, herunder indkøb og leasing af ellastbiler samt etablering af depotladning. Du kan se den foreløbige oversigt over tilskudsmodtagere her.

Puljen er en del af aftalen om udmøntning af Grøn Fond og har til formål at understøtte den grønne omstilling af vejgodstransporten. Der var oprindeligt afsat omkring 160 mio. kr. til 2026-runden. Puljen er åben for ansøgninger frem til 30. september 2026, og hver virksomhed kan maksimalt modtage 4 mio. kr. i støtte. Læs mere om puljen og ansøg her.

Loui Østergaard
Skrevet af:

Loui Østergaard

Relateret indhold