Med et forslag om ca. 385 mia. kroner til transportområdet herunder over 130 mia. kroner i dual use investeringer tager EU et vigtigt skridt mod et mere robust transportnet til gavn for både forsvaret og samfundet. DI Transport bakker op om intensionen om dual-use, men understreger, at midlerne kun giver fuld samfundsnytte, hvis politikerne prioriterer strategisk, skriver Hakon Iversen og Jacob Pryds Winkel fra DI Transport.

Thomas Reimann/Forsvaret
06.01.26 DI Transport Nyheder

Invester klogt: EU milliarder til militær mobilitet skal også styrke hverdagssamfundet

Der er allerede sat gang i massive investeringer i krudt og kanoner, men der er også brug for fokus på, hvordan tropper og militært udstyr nemt og hurtigt kan komme rundt i Europa.

Artikel bragt i Mobility Tech den 5. december 2025; Invester klogt: EU‑milliarder til militær mobilitet skal også styrke hverdagssamfundet | MobilityTech

Derfor har EU med forslaget til Den militære pakke lagt op til en hurtigere beslutnings- og handlingsproces, som giver mulighed for at håndtere og begrænse konsekvenserne af akutte kriser. Målet er, at ligesom bevægeligheden for personer mellem EU-medlemslande er fri, er det på tide, at denne fri bevægelighed også gælder for militært udstyr. 

I samme ombæring ser vi det fra Dansk Industris side som helt oplagt også at skabe yderligere og endnu mere fri bevægelighed for samfundet som helhed herunder for transporten på tværs af Europa. Det vil nemlig også komme forsvaret til gode, idet private virksomheder står for op mod 90 pct. af al transport af militære styrker i NATO-lande.

 

Fælles europæisk regelsæt for effektivitet – til alle

Bedre mobilitet er ikke kun løst ved flere veje, baner og broer selvom det er er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Nationale særregler og komplekse EU-regler begrænser fortsat den grænseoverskridende transport og rammer produktiviteten. 

Derfor er det også positivt, at EU lægger op til, at fjerne lovgivningsmæssige barrierer. Blandt andet ved at indføre harmoniserede EU-regler for militær mobilitet - og klare regler og procedurer for grænseoverskridende militære bevægelser.

Det er dog kun halv løst ved at fjerne snævre regler for militærtransport. For der er også et stort behov for at harmonisere regler for civil transport på tværs af Europa og fjerne unødige barriere for optimering af fragt.

Fra Dansk Industri har vi konkret foreslået, at der laves fælles EU regler for vægt- og dimensioner på lastbiler efter dansk/skandinavisk forbillede, således der kan tillades større og mere effektive køretøjer på tværs af medlemslandene. Cabotageturbegrebet bør desuden afskaffes, så der ikke længere er plads til forskelligartet fortolkning af reglerne.

 

Byg til fremtidens hverdag og ikke kun til krise

I EU-pakken lægges der op til, at styrke transportinfrastrukturens robusthed. Blandt andet  ved at opgradere EU´s centrale korridorer for militær mobilitet til dual-use standarder og ved at beskytte strategisk infrastruktur. Der skal sikres sikkerhed og robusthed i både fredstid og under kriser. 

For det er vigtigt at bemærke, at modstandsdygtighed handler om mere end militært forsvar, men også om sammenhængskraft, konkurrenceevne og klimarobusthed. Det bør infrastrukturinvesteringer afspejle. 

Derfor skal vi dimensionere veje, kajer og adgangsveje til øget vand og ekstremt vejr og prioritere jernbane og multimodale løsninger, der reducerer CO2 og aflaster vejnettet. Det er vigtigt under en krise, men også for at få vores allesammens hverdag til at fungere bedst muligt i dagligdagen. 

For en moderne, effektiv og sammenhængende infrastruktur er en forudsætning for Europas konkurrenceevne, grønne omstilling og forsyningssikkerhed. I en analyse udført af Boston Consulting Group på vegne af Dansk industri viser, at den interne handel i EU udgør hele 4,5 billioner euro, hvilket cirka er 1,7 gange mere end handlen uden for EU. Begrænsninger på logistik koster EU ca. 215 mia. euro årligt, hvoraf utilstrækkelig infrastruktur alene star for 180 mia. euro. 

 

Dobbeltudnyttelse af infrastrukturen

EU vurderer lige nu, at Europas transportinfrastruktur er utilstrækkeligt tilpasset dual-use behov, og netværket derfor er sårbart over for forstyrrelser og angreb. Kerneelementet i den militære pakke er, at sikre militær mobilitet uden at forstyrre den civile transport – og uden at påvirke økonomien og samfundet som helhed. 

Fra Dansk Industri mener vi målsætningen bør være ikke blot at forhindre en negativ påvirkning af den civile transport, men et fokus på faktisk at styrke mulighederne for transport bredt set, således hverdagssamfundet også får glæde af de massive investeringer.

Og det giver rigtig god mening med dual-use tilgang. For eksempel er sejlrenden ind til Esbjerg Havn blevet uddybet så store krigsskibe kan anløbe og det giver samtidig bedre mulighed for at sejle store vindmøllevinger ud af havnen. En dual-use til gavn for både militæret og hverdagssamfundet 

I EU pakken fremhæves der et særligt fokus på målrettede opgraderinger af den eksisterende infrastruktur til at kunne håndtere militære konvojer, der ofte er større og tungere end civile transporter. Det gælder især broer og tunneller samt øget kapacitet i havne og lufthavne. Dette kan også være til gavn for den civile transport. 

Konkret bør veje udformes, så det er muligt at køre med dobbelttrailervogntog (EMS2), således f.eks lastbilerne, der dagligt kører varer ud til danskerne, kan have endnu mere med.

 

Virksomheder som del af beredskabet

Udover at transportere militært udstyr skal private virksomheder også kunne fragte varer og personer rundt under kriser, så befolkningen skal kan komme på arbejde - og medicin og fødevarer kan blive distribueret. 

Samfundet skal fungere – både  under kriser og til hverdag – og derfor er det centralt, at den militære transport hurtigt kan tilpasses og prioriteres, så forstyrrelser for hverdagssamfundet kan minimeres, og dermed samfundsmæssige og økonomiske konsekvenser af en krise reduceres.

Fra Dansk Industri støtter vi, at der allokeres betydelige midler til infrastrukturen. Det er i den forbindelse vigtigt, at myndigheder og virksomheder har fokus på, hvordan disse midler bruges mest fornuftigt herunder hvordan midlerne også kan være med til at sikre dansk infrastruktur til gavn for forsvaret og til gavn for hverdagssamfundet. I Danmark kan det være yderligere øst-vest-broforbindelse og styrkelse af havne og lufthavne, som centrale forsyningslinjer. 

Det er også vigtigt, at den lokale infrastruktur koble bedre op til det overordnede transportnet, således alle dele af Danmark indtænkes. 

 

Relateret indhold