13.10.25 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Stevns Kommune

I Stevns Kommune formidler Stevns Klint Experience historien om verdensarven Stevns Klint – hvor sporene i klinten fortæller om et afgørende kapitel i Jordens historie. Her vækkes nysgerrighed hos børn og voksne, og der skabes perspektiv på natur, kulturarv og menneskets plads i historien.

 

Verdensarv er bæredygtig turisme

For de besøgende på Stevns Klint Experience, går en markant ting igen: Mange udenlandske turister ved præcis, hvorfor de kommer. De søger aktivt UNESCO verdensarvssteder. De kender værdien, historien og betydningen. Sådan er det ikke i nær så høj grad for de danske turister. I Danmark har vi ikke tradition for at forstå, hvorfor verdensarv – vores fælles kultur- og naturarv – er noget helt unikt. Vi tager den nærmest for givet.

I dag ligger det økonomiske og administrative ansvar for formidling og forvaltning af verdensarvsstederne hos kommunerne, som sjældent har mange midler på kultur‑ og turismeområdet og som ikke har ansvar for en samlet national koordinering. Resultatet er, at den samlede fortælling om Danmarks 12 verdensarvsudpegninger (Heraf 3 Grønlandske) står svagt, fragmenteret og uden den tyngde, som arv af global betydning burde have.

Det er staten der har tiltrådt Verdensarvskonventionen og bærer ansvaret over for UNESCO for at sikre verdensarvsstederne. Ifølge Stevns Klint Experience bruges kræfterne desværre mest på at få nye steder på listen – ikke på at styrke de eksisterende. Med politisk vilje og de rette midler kunne verdensarven i stedet blive en stærk drivkraft for national stolthed, fællesskab og en tydeligere branding af Danmark som en moderne destination, der værner om historie, natur og viden.

Bæredygtig turisme virker

Verdensarvskonventionen stiller krav om, at der arbejdes med bæredygtig turisme – altså udvikling, der giver tilbage til lokalsamfundet, naturen og næste generation. På Stevns arbejder over 140 virksomheder, organisationer, foreninger og institutioner i dag målrettet og engageret for deres lokalområde i Stevns Klints partnerprogram.

Det er den slags udvikling, verdensarv kan skabe. Ikke som et museum, men som en levende motor for innovation, fællesskab, stærke lokalsamfund og bæredygtig vækst.

Ifølge Stevns Klint Experience er udfordringen ikke kun økonomien, men også behovet for nationalpolitisk vilje: et ønske om at se verdensarvsstederne som et samlet nationalt projekt og som et aktiv, der kan styrke Danmark kulturelt, økonomisk og internationalt.

Verdensarv fortæller historien om fortiden, så vi bedre kan forstå fremtiden

Verdensarv handler ikke kun om sten, klinter, kirker eller landskaber. Ifølge Stevns Klint Experience hjælper verdensarven os til at forstå, hvor vi kommer fra, og hvad vi er formet af – og dermed også til bedre at forstå fremtiden.

På Stevns Klint formidles historien om dinosaurernes uddøen og om det øjeblik i jordens historie, hvor livet ændrede kurs, og hvor pattedyrene – og dermed mennesket – fik mulighed for at udvikle sig. Stevns Klint er nemlig et af de bedste steder i verden at se sporene efter den asteroide, der ramte jorden for 66 millioner år siden.

Ifølge Stevns Klint Experience er verdensarven ikke kun fortid, effekter i montrer og støvede museer. Den er også en investering i fremtiden – i bæredygtig turisme, i lokale fællesskaber og i vores fælles forståelse af, hvem vi er.

Lokalt står aktørerne klar, men der er behov for en samlet og koordineret national indsats for at løfte den fælles kulturarv.

Foto: Stevns Klint Experience

Foto: Mads Tolstrup

Foto: Mads Tolstrup

Relateret indhold