Bornholms Kommune
På Bornholm skaber NaturBornholm værdi lokalt ved at åbne op for øens natur gennem involverende aktiviteter og udstillinger, der giver oplevelser, styrker forståelsen for naturen og inspirerer både lokalt og nationalt.
"Når man besøger NaturBornholm, træder man ind i en fortælling, der strækker sig fra de ældste bjergarter til de landskaber, planter og dyr, som præger øen i dag. Vores klipper, dale og kyster er ikke tilfældige – de er resultatet af millioner af års geologiske processer, som stadig former naturen omkring os.
Vi er et videnspædagogisk aktivitetscenter. Et besøg hos os er et afsæt, der vækker nysgerrighed, skaber forståelse og giver lyst til at komme tættere på naturen og opleve Bornholms mangfoldige landskaber og levesteder.
NaturBornholm er en nøglespiller i at gøre Bornholm til et sted, hvor natur og læring går hånd i hånd. Turismen gør det muligt at tilbyde aktiviteter og formidling, som både gavner gæster og det bornholmske samfund.
På NaturBornholm arbejder vi for:
- At give børn og unge lyst til at udforske naturvidenskab og se deres egen rolle i verdens store sammenhænge.
- At vise, hvordan øens særlige geologi har skabt de skove, kyster og landskaber, vi værdsætter i dag.
- At inspirere til at besøge og forstå Bornholms rige og varierede natur med geologien som nøgle.
- At være en platform for dialog om øens fremtid – fra energiø til naturnationalpark.
- At tilbyde oplevelser, hvor viden bliver til engagement og handling.
For os handler turisme ikke blot om at tiltrække gæster – men om at skabe naturnærhed, fordybelse og lyst til at passe på det, vi har.
Vi arbejder for, at NaturBornholm ikke bare er et sted man besøger – men et sted, der åbner øjnene for naturens sammenhænge og giver lyst til selv at gå ud og opleve dem."
-Kim Kock-Hansen, Direktør NaturBornholm
NaturBornholm forbinder geologi, natur og mennesker – og giver lyst til at gå ud og opleve landskabet med nye øjne. Kim Kock-Hansen, Direktør NaturBornholm