04.10.23 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Se video: Københavns Lufthavn gør klar til fremtiden

Luftfarten er i udvikling, og for at fremtidssikre sin konkurrenceevne og position som knudepunkt for den nordeuropæiske flytrafik, investerer Københavns Lufthavn i disse år milliarder i at optimere og udbygge deres kapacitet i Kastrup.

DI's udvalg for Turisme & Oplevelser  har været på besøg og rundvisning i Københavns Lufthavn:

En vigtig opgave er at udvikle lufthavnen, så den kan håndtere fremtidens fly og passagerer. Det betyder, at lufthavnen skal indrette sig, så der bliver plads til de moderne og mere brændstofeffektive flytyper, der generelt er større og kan medbringe flere passagerer pr. flyvning end tidligere.

CPH er i fuld gang med at udvikle deres standpladser, terminalområder og baggagehåndtering, så lufthavnen kan møde fremtidens behov. Udviklingen kommer dog ikke til at kompromittere kundeoplevelsen.

Som passager vil man nemlig fortsat kunne opleve kvaliteten ved at have check-in, sikkerhedskontrol, butikker, gates og bagageudlevering med direkte forbindelse til bus, tog og metro under èt tag.

Grøn omstilling af luftfarten

Arbejdet med at gøre plads til de moderne flytyper sker også som et led i lufthavnens grønne omstilling. Dette indebærer også opgradering af faciliteterne for at imødekomme moderne fly med forbedret brændstofeffektivitet og lavere støj- og CO2-udledning.

Lufthavnen har en ambition om at både lufthavn og flytrafik – indgående som udgående – skal være net zero i 2050.

Københavns Lufthavns tre klimamål:

  • 2019: Neutral drift af lufthavnen ved at reducere energi- og brændstofforbrug kombineret med klimakompensation for den resterende udledning
  • 2030: Lufthavnens drift og landtransport vil være Net Zero
  • 2050: Net Zero-lufthavn inklusiv flytransporten
Astrid Kjelgaard
Skrevet af:

Astrid Kjelgaard

Relateret indhold