Vi byder velkommen til Royal Stage
Vi er stolte af at kunne byde Royal Stage velkommen i DI Turisme & Oplevelser. Med sit medlemskab indtræder Royal Stage også i DI Venues, der er DI’s særlige indsats for danske arenaer, spille-, kongres- og messesteder.
Siden indvielsen i januar 2020 har Royal Stage været Nordsjællands naturlige samlingspunkt for kultur, sportsbegivenheder og events.
Arenaen har plads til 4000 gæster og tilbyder med sin størrelse og moderne faciliteter de ideelle rammer for events, kultur- og sportsbegivenheder.
Særligt det sidste, har de landsdækkende Tv-kanaler fået øjnene op for. Derfor bliver Royal Stage også flittigt brugt, når der eksempelvis skal transmitteres lands-, ligakampe og træningskampe i håndbold.
Et samarbejde om en stærkere fremtidig branche
Som medlemsvirksomhed slutter Royal Stage sig til de andre danske toneangivende venues og kongressteder i DI Venues.
DI Venues er den særlige indsats under Dansk Industri, der har til formål, at løfte branchens politiske dagsordener og derved forbedre rammevilkårene for landets arenaer, spille- , messe-, konference-, og kongressteder
Med sin indmeldelse træder Adm. direktør i Royal Stage, Carsten Larsen, også ind i DI’s Advisory Board for Venues, der er omdrejningspunktet DI Venues.
Vi ser det som en oplagt styrke at blive en del af Dansk Industri og samtidig indtræde i Advisory Board for Venues. Vi ser frem til at samarbejde med flere af landets mest anerkendte venues og til at skabe en endnu stærkere branche i fremtiden Carsten Larsen, Adm. direktør i Royal Stage