Ny DI prognose: Dansk turisme går en rekordsommer i møde
Ny prognose fra Dansk Industri spår om en god sommersæson med rekord mange overnatninger. En indfrielse af de ambitiøse mål i den nationale turismestrategi, vil dog fortsat kræve investeringer i turismen.
Mens vækstudsigterne for 2023 i første omgang var svage eller negative, viser DI’s nye prognose en stigende interesse for at tilbringe sommeren i Danmark.
Antallet af overnatninger på hoteller, feriecentre og i feriehuse i juni, juli og august forventes at vokse med knap fire procent sammenlignet med 2022. Det er især udsigterne til flere udenlandske gæster, der driver udviklingen frem. Forventningerne til antallet af danske indenlandsturister forventes i 2023 at være status quo sammenlignet med sidste år.
Markedsføring af Danmark
Markedsføringen af Danmark over for både danske og udenlandske turister er afgørende for væksten og udviklingen af dansk turisme.
Chef for DI Turisme & Oplevelser, Maria Krüger Torp, påpeger i den forbindelse, at stigningen i antallet af udenlandske overnatninger især kommer fra Tyskland og Nederlandene. Og det skyldes blandt andet en veludført markedsføringsindsats:
Turister fra Nederlandene har for alvor fået øjnene op for at holde ferie i det danske sommerland. Markedsføring af Danmark som destination virker, og det er en kæmpe overskudsforretning for staten. Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser
Derudover skal der fokus på at fastholde de mange danske turister, der i de seneste år har fået øjnene op for Danmark som feriedestination.
Under coronakrisen blev markedsføringskampagnen ”Mere end bare Danmark” igangsat, med henblik på at styrke den danske indenlandsturisme. Kampagnen fik danskernes interesse for ”staycations” til at skyde i vejret, men nu hvor tilstandene har normaliseret sig, vil det forventeligt kræve en fokuseret markedsføringsindsats, at fastholde danskernes interesse.
Investeringer skal fastholde turismeerhvervets momentum
Med 170.000 arbejdspladser og en årlig omsætning på over 100 mia. kr., har turismen enorm betydning for det danske samfund. Og der kan med fordel sættes ind for at få udnyttet turismens fulde potentiale.
For eksempel skal overnatningskapaciteten følge med efterspørgslen. I de senere år er der blevet investeret massive summer i at øge overnatningskapaciteten i hovedstadsområdet, mens udviklingen andre steder i landet er gået helt i stå. For at indhente investeringsefterslæbet, skal der tilvejebringes kapital til udviklingen af turismen i hele landet:
”Skal vi fortsat kunne imødekomme den store interesse for at holde ferie i Danmark, kræver det investeringer. Som det er nu, er det alt for svært at tiltrække investeringer uden for de store byer. Det skal vi naturligvis have lavet om på, men det kommer til at kræve politisk bistand fra Folketinget”, siger chef for DI Turisme & Oplevelser, Maria Krüger Torp.