Danskeren bag en af Nordens største forlystelsesparker: Karrieren og katastrofen
Andreas Andersen leder Liseberg, en af Nordens største forlystelsesparker med 3 millioner besøgende årligt. Hans rejse dertil har været en rutsjebanetur gennem både den danske, svenske og internationale oplevelsesindustri.
Barndommens minder fra en forlystelsespark står klart for de fleste – den første tur i rutsjebanen eller de glimtende julelys, der fyldte stedet med magi. For Andreas Andersen, CEO for Liseberg har forlystelsesparker, vilde rutsjebaner og sprøde spanskrør altid været en hobby:
”Jeg har altid været fascineret af forlystelsesparker, også som voksen, hvor jeg brugte dem til at udforske og genfinde mit indre barn. Jeg rejste verden rundt og jagtede nye forlystelser og spændende parker, lang tid før jeg blev en del af branchen.”
Men i dag er hobbyen blevet en levevej, fortæller han og tilføjer, at han alt for sjældent selv tager en tur i Lisebergs rutsjebaner:
”Måske er det en arbejdsskade – jeg nørder nok for meget med service, sikkerhed, funktion og drift, når jeg prøver forlystelser nu,” griner han.
Efter 13 år som direktør og en karriere, der strækker sig over både ind- og udland, har Andreas Andersen stået ansigt til ansigt med mange udfordringer. Men det seneste år har alligevel været det hårdeste. I forbindelse med en tragisk brand i parken, hvor en medarbejder mistede livet, og et nyopført indendørs vandland gik op i flammer, blev hans primære opgave pludselig at sikre parkens overlevelse og genopbygge både tillid og organisation.
Jeg rejste verden rundt og jagtede nye forlystelser og spændende parker, lang tid før jeg blev en del af branchen Andreas Andersen, CEO, Liseberg
Spørgsmålet er: Hvordan genopbygger man en så ikonisk park efter en katastrofe af den størrelse? Andreas Andersen deler sine erfaringer om krisehåndtering og fremtidssikring, når han gæster DI’s årsdag for turisme, kultur og oplevelser. Men før vi når dertil, lad os skrue tiden lidt tilbage og forstå, hvad der har formet ham som en af branchens mest erfarne ledere.
Fra Finansministeriet til forlystelserne
Selvom Andreas Andersen altid har haft en interesse for oplevelsesbranchen, var det ikke indlysende, at han skulle gøre karriere i den. Som uddannet jurist begyndte han sin karriere som fuldmægtig i Finansministeriet. Men en dag faldt han over en jobannonce som direktionsassisten i Tivoli, som tændte noget i den unge fuldmægtige. Om det var en drengedrøm, der måtte udleves vides ikke, men noget fik ham til at søge stillingen. Det viste sig at være en beslutning, der ændrede alt for den nu 53-årige CEO. For jobbet i Tivoli markerede begyndelsen på et betydeligt karriereskift og en bemærkelsesværdig rejse i oplevelsesindustrien.
"Jeg gik fra at være embedsmand til at stå midt i maskinrummet af en af Danmarks største turistattraktioner. Og med Tivoli fandt jeg måske mit livs kærlighed – i hvert fald på job-fronten”, fortæller Andreas Andersen.
Efter næsten otte år i Tivoli, fem af disse som vicedirektør, tog han i 2008 springet til en international rolle hos International Association of Amusement Parks and Attractions (IAAPA), verdens største organisation for oplevelsesindustrien. Her var han med til at opbygge organisationens første kontor udenfor hovedkvarteret i Washington DC fra bunden.
"Det var nogle af de sjoveste og mest lærerige år i min karriere. Vi startede småt, men voksede hurtigt og satte os på det europæiske marked," siger han.
En efterårsmorgen, mens Andreas Andersen som så mange gange før sidder på et hotel i Gøteborg og læser avisen til sin kaffe, falder han over en jobannonce. Liseberg, Sveriges ikoniske forlystelsespark, søger en ny direktør. Han kendte dengang parken fra barndommens minder, og ikke mindst hans erfaring fra den internationale oplevelsesbranche, hvor parken blandt de ti mest besøgte i Europa.
Med Tivoli fandt jeg måske mit livs kærlighed – i hvert fald på job-fronten Andreas Andersen, CEO, Liseberg
"Jeg tænkte straks, at det var interessant, men de vil nok helst have en svensker," husker Andreas Andersen, der forklarer, at han først to uger senere fandt avisen frem igen.
"Det skader vel ikke at ringe," tænkte han. Kort tid efter startede han i en drømmestilling som CEO for en af Nordens største forlystelsespark.
Fortid och fremtid
I dag mener han selv, at han lærte det det svenske sprog hurtigt – men hans svenske kolleger har muligvis en anden opfattelse, griner han. Svensk eller ej har han, siden han trådte til som CEO ikke blot styrket den svenske park, men også skabt imponerende resultater. I dag er parken blandt de største i Norden med omkring 3 millioner besøgende om året:
"Vi har investeret og realiseret fantastiske projekter i løbet af de seneste 13 år. Vi har skabt stærke økomiske resultater, og selv efter pandemien – som lukkede virksomheden ned i næsten halvandet år – er vores økonomi solid," fortæller han.
Men for CEO’en er det ikke kun bundlinjen, der tæller:
"Jeg er nok mest stolt af, at vi har løftet kvaliteten af helhedsoplevelsen i parken. Det handler om maden, forlystelserne, servicen og tematiseringen. Et andet eksempel er vores overgang til at blive en helårsvirksomhed – en rejse, vi stadig er i gang med. Tidligere har vi været vant til at løbe sprint i sæsonen, men nu skal vi løbe maraton," forklarer CEO’en og fremhæver, at det organisatoriske og kulturelle arbejde er nøglen til denne transformation.
Jeg tænkte straks, at det var interessant, men de vil nok helst have en svensker Andreas Andersen, CEO, Liseberg
Det svenske Tivoli
Når Andreas Andersen får spørgsmålet om sine erfaringer fra forlystelsesbranchen, er det som at åbne for en uendelig strøm af refleksioner. Efter 13 år i spidsen for Liseberg, Sveriges største forlystelsespark, har han et skarpt blik for forskellene mellem den svenske og danske tilgang til underholdning og kulturarv:
"Det svenske marked er mere volatilt end det danske. Konjunkturudsving rammer hårdere her, og med lavere disponibel indkomst er svenske forbrugere også mere prisfølsomme. Men noget af det første, jeg lagde mærke til, var gæsternes diversitet. Liseberg tiltrækker en langt bredere befolkningsgruppe end danske parker, og det er en styrke, som er unik for parken."
Ifølge Andreas Andersen er Liseberg alligevel på mange måder for svenskerne, hvad Tivoli er for danskerne – en dybt integreret del af kulturarven, der tiltrækker både turister og lokale. Så ikonisk, at man næsten kunne forestille sig parkens vartegn pryde de svenske pengesedler.
Til DI Turisme, Kultur & Oplevelsers årsdag 2024 fortalte Andreas Andersen om arbejdet med krisehåndtering, da det, der ikke måtte ske, pludselig skete i den svenske park. Men her bliver vi i helikopteren med CEO'en. For med næsten 25 år i branchen, hvoraf størstedelen har været på internationalt plan, har han også indsamlet en række perspektiver på den danske oplevelsesindustri. Her fremhæver han især tre nye tendenser, som danske branchefolk bør holde øje med:
Tre tendenser, der er værd at holde øje med i Danmark:
Stigende internationalisering og konsolidering:
Flere forlystelsesparker drives af internationale grupper som f.eks. Legoland ejet af Merlin Entertainments. Det skaber en mere global struktur i branchen. Det danske marked er stærkt præget af intens konkurrence både fra store internationale spillere og lokale aktører, hvilket gør det mere modent end det svenske.
Destinationudvikling:
Forlystelsesparker udvikler sig i stigende grad til flerdags-destinationer. Det kræver større investeringer i både infrastruktur, overnatning og IP-udvikling for at tiltrække bredere målgrupper og forlænge besøget.
Konkurrence fra retail:
Med øget e-handel er indkøbscentre og bymidter under stort pres. Det betyder at mange retail-aktører også satser på oplevelser for at tiltrække flere kunder. Vi anvender præcis samme værktøj som forlystelsesparker, når det gælder kommunikation, programmering og investeringer. I fremtiden kan den største konkurrrent til forlystelsesparker meget vel være oplevelsesbaserede indkøbscentre.