11.10.24 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Fuldt program for DI Turisme, Kultur & Oplevelser årsdag 2024

Dyk ned i det fulde program for DI Turisme, Kultur & Oplevelsers årsdag 2024.

Den 15. november 2024 åbner vi dørene til DI Turisme, Kultur & Oplevelsers årsdag, som finder sted i Industriens Hus i København. Årsdagen er et centralt mødested for aktører fra turisme-, kultur- og oplevelsesbranchen over hele landet. Her samles vi for at netværke, udveksle idéer og drøfte fremtidens og nutidens udfordringer og muligheder.

Årets program dækker en bred vifte af emner og afspejler branchens mangfoldighed. Med fokus på fremtiden skal vi blandt andet høre om de nyeste trends og best practices inden for turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet.

Du kan glæde dig til at høre Peter Krogsgaard fra Københavns Lufthavne A/S, der vil kaste lys over flytrafikkens udvikling de næste år og dens betydning for turismen. Andreas Andersen, CEO i Liseberg – en af Nordens største forlystelsesparker – deler sine erfaringer med krisehåndtering, når det utænkelige sker. Minister Morten Dahlin vil desuden tale om landdistriktsudspillet, den nationale turismestrategi og turismens rolle i By-, Land- og Kirkeministeriet, og dermed give et indblik i den politiske beslutningsproces.

Derudover er der fokus på regenerativ destinationsudvikling ved virksomheden Tredje Natur, på innovation i turisme- og oplevelseserhvervet ved Hub for Innovation in Tourism og to spændende turisme-startups, på fremtidsturisme ved Copenhagen Institute for Future Studies og på turismens rolle i en anspændt verdenssituation ved Lars Sandahl Sørensen, adm. dir. i Dansk Industri.

Vi har sammensat programmet for at inspirere men også udfordre vores medlemmer og den øvrige branche. Årsdagen vil byde på oplæg, hvor der både er noget for dig og for din kollega. Og så kigger vi fremad på fremtidige muligheder og udfordringer. Lars Bertolt Winther, Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

Du kan læse hele programmet og tilmeld dig årsdagen her.

Viktoria Egebak Winge
Skrevet af:

Viktoria Egebak Winge

Relateret indhold