Peter Krogsgaard er kommerciel direktør i Københavns Lufthavne og kalder sit arbejde for en balancekunst mellem vækst og bæredygtighed.

30.10.24 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Københavns Lufthavne balancerer bæredygtighed med rejseoplevelse på land og i sky

I 2024 genvandt Københavns Lufthavne titlen som Nordens største lufthavn med 26,8 millioner rejsende. Samtidig stræber lufthavnen efter at blive 'net zero airport' i 2050. Kommerciel direktør Peter Krogsgaard arbejder dagligt på at finde den rette balance mellem vækst og bæredygtighed.

Peter Krogsgaard har siden 2014 fungeret som kommerciel direktør i Københavns Lufthavne, hvor han har ansvaret for alt fra ruteplanlægning til forbedring af passageroplevelser.

Til DI Turisme, Kultur & Oplevelsers årsdag 2024 rettede Peter Krogsgaard blikket mod fremtiden og gav sit bud på, hvordan flytrafikken vil udvikle sig de næste år.

Med 26,8 millioner rejsende i 2023 – og et forcast på 29,8 millioner passagerer i 2024, har Københavns Lufthavn genvundet titlen som Nordens største lufthavn. Derfor er det let for Peter Krogsgaard at dele den vigtigste pointe fra sit oplæg: Fremtiden ser lys ud.

”Københavns Lufthavn har en lovende fremtid med stigende rejselyst hos befolkningen som giver stærke trafikudsigter for både inden- og udenrigsruter. Flyselskaber som SAS udvider ivrigt deres aktiviteter i København, hvilket vil styrke turismen og cementere Danmarks position som en væsentlig handelsknudepunkt,” forklarer han.

Men uden for boardingområdet ulmer en turbulens. Luftfartens CO2-udslip er i stigende grad udsat for kritik, og Peter Krogsgaard står overfor nye udfordringer i arbejdet med at udvikle og drive en lufthavn i vækst, der skal skabe værdi for både passagerer og samfundet som helhed.

Han kalder selv sit arbejde for en balancekunst:

”Mit fokus er på at finde balancen mellem vækst og klimaansvar. Det er et utroligt vigtigt, for ligesom andre virksomheder, har Københavns Lufthavn et ansvar for at bidrage til at omstille industrien, hvis vi også skal kunne flyve i fremtiden”

Københavns Lufthavn har en lovende fremtid med stigende rejselyst hos befolkningen som giver stærke trafikudsigter for både inden- og udenrigsruter. Peter Krogsgaard, kommerciel direktør, Københavns Lufthavne

Grøn flyrejse i sigte

I Københavns Lufthavn fylder den grønne omstilling mere end nogensinde. I marts 2019 lancerede lufthavnen en klimastrategi med målsætningen om at drive lufthavnen med så begrænset CO2-udledning i 2050, at lufthavne kan blive ’net zero’ I 2030. Det gælder både driften af lufthavnen, , flytrafikken samt de virksomheder, der opererer i lufthavnen. Ifølge den kommercielle direktør er det både et ambitiøst og realistisk mål.

Lufthavnen ser sig selv som en del af et større økosystem, hvor aktører fra hele rejsebranchen – fra flyproducenter til brændstofleverandører – skal involveres i den grønne omstilling. Peter Krogsgaard og hans team arbejder som en form for ’landlords’ aktivt på at samle partnere for at fremme mere bæredygtige løsninger, som også gavner dansk erhvervsliv og turismen.

"Målet er at gøre de eksisterende flytyper mere bæredygtige og indgå i partnerskaber der investerer i fremtidens mere bæredygtige løsninger, som f.eks. Power2X eller elfly. For at sikre omstillingen skal vi være et attraktivt valg for flyselskaber, der ønsker at operere mere bæredygtigt fra København. Konkurrencen med andre lufthavne i Europa gør det afgørende at være på forkant."

Værdifulde rejser og rejsende

Den kommercielle direktør understreger, at det ikke er en modsætning at sikre tilgængelighed og bæredygtighed som lufthavn:

"Mens vi arbejder sammen med vores partnere for at gøre hele operationen mere bæredygtig, skal vi ikke begrænse rejsen - men sideløbende skal vi arbejde med at få sat gang i de projekter, der skal sikre en grøn omstilling af flybranchen."

Han pointerer, at lufthavnens centrale rolle er at være en afgørende del af Danmarks infrastruktur, der forbinder Danmark og danskere med verden.

”Alle prognoser viser, at befolkningen verden over har et stort ønske om at komme ud og rejse, og opleve nye kulturer. Men flybranchen bidrager også til dansk økonomi, skaber arbejdspladser, og gør det attraktivt for virksomheder, at etablere sig i Danmark. Gode flyforbindelser er, ikke mindst, afgørende for turismen, som jo også bidrager væsentligt til samfundsøkonomien. Hver rejsende bringer liv og økonomi til Danmark. Vores fokus er, at den grønne omstilling ikke sker ved at begrænse rejse muligheder, men i stedet skal branchen sammen gøre dem grønnere, så vi samfundet også i fremtiden kan bevare de mange fordele, fly og rejser giver os."

Konkurrencen med andre lufthavne i Europa gør det afgørende at være på forkant Peter Krogsgaard, kommerciel direktør, Københavns Lufthavne

Relateret indhold