Vues 14 biografsale i København bruges ikke kun til filmvisninger, men også til konferencer og arrangementer.

Vue København
06.02.25 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Biografens konkurrence står mod oplevelser - ikke kun streaming

Biograferne konkurrerer med restauranter og koncerter – ikke kun imod stuen derhjemme og streamingtjenesterne. Sådan lyder det fra Alex Appelby, der er salgs- og eventchef hos Vue Danmark på Fisketorvet. Derfor arbejder Vue for at gøre biografen til et samlingspunkt – uanset om det handler om film i salene eller noget helt andet.

Biografernes billetsalg i 2024 nåede det tredjelaveste niveau i næsten 45 år – fraregnet coronaårene. I kultur- og oplevelsesbranchen har biograferne længe været blandt de mest udsatte. Først blev markedet ændret af streamingtjenester, derefter af coronapandemien, og senest har manuskriptforfatter- og skuespillerstrejken i Hollywood ført til udskudte eller aflyste titler.

Men ifølge Alex Appelby, salgs- og eventchef hos Vue Danmark, er der grund til optimisme. Han arbejder til dagligt blandt popcorn, biografsæder og storfilm og ser et lysere år forude:

“2025 ser ud til at blive et stærkere år, fordi udbuddet af film bliver større. Branchen forventer, at billetsalget får et løft, og 2026 ligner året, hvor vi forhåbentlig er helt tilbage på normalt niveau.”

Alex Appelby peger selvfølgelig på store blockbustere og danske titler som en vigtig drivkraft, men han fremhæver også betydningen af at nytænke biografens brug:

“Vi ved, at danskerne i gennemsnit går i biografen et par gange om året. Vores mål er at få dem til at vælge os, når de gør det, eller at inspirere dem til at komme lidt oftere.”

For at nå det mål arbejder Vue på flere fronter. Alex ser biografen som et fleksibelt rum, der kan bruges til meget mere end film – også  i perioder med lavere publikumstal.

Gæsterne vælger, om de vil ud og spise, til koncert eller i biografen. Derfor handler det om at give dem en oplevelse, der føles helt særlig og værd at prioritere i en travl hverdag. Alex Appelby, salgs- og eventchef hos Vue Danmark

En særlig biografoplevelse

Spørger man Alex Appelby, er det en myte, at kun streamingtjenester som Netflix og Disney+ er biografernes største konkurrenter:

“Vores største konkurrence er ikke bare streamingtjenester – det er andre oplevelser og folks tid. Gæsterne vælger, om de vil ud og spise, til koncert eller i biografen. Derfor handler det om at give dem en oplevelse, der føles helt særlig og værd at prioritere i en travl hverdag.”

Ifølge Alex Appelby er biografturen en oplevelse og konkurrerer med alt fra restauranter til teatre og koncerter såvel som en hyggelig aften derhjemme.

For at tiltrække publikum ser flere biografer nu mulighed for at skabe fællesskaber – blandt andet ved at genoplive klassikere gennem filmmaratoner og særvisninger.

“Vi giver klassikere som Interstellar eller Ringenes Herre nyt liv i biograferne, så publikum kan opleve dem, som de var tiltænkt – på det store lærred og i selskab med andre fans. Det skaber en intensitet og nærvær, der slet ikke kan sammenlignes med at se dem derhjemme.”

For nogle er det en nostalgisk genforening med en elsket film, mens andre får muligheden for at opleve en klassiker for første gang.

Biografens store foyer på Fisketorvet huser både biografgængere, premieregæster og konferencedeltagere.

Foto: Vue København
Vi ved, at danskerne i gennemsnit går i biografen et par gange om året. Vores mål er at få dem til at vælge os, når de gør det, eller at inspirere dem til at komme lidt oftere. Alex Appelby, salgs- og eventchef hos Vue Danmark

Ud over klassikerne skaber Vue også nye oplevelser gennem samarbejder med influencere, hvor biografen bliver til et samlingspunkt for folk, der gerne vil opleve noget i fællesskab med hinanden. Ifølge Alex Appelby skal talks, tematiske events og skræddersyede aktiviteter være med til at løfte oplevelsen.

Fra gallapremierer til børnearrangementer og tech-konferencer

For salgs- og eventchefen er det afgørende, at Vue biografen bliver et mødested – også i mere stille perioder.

”Vi huser alt fra børnearrangementer til store tech-konferencer. Der er noget helt særligt ved at samle folk i en biografsalens mørke. Selvom vi har økonomisk interesse i disse arrangementer, er det også en måde at give folk en oplevelse af, hvor fedt det kan være at gå i biografen og vise dem mulighederne, om det er i privat eller arbejdsmæssig regi,” fortæller Alex Appelby og tilføjer:

”Man kan gå ind i et mørkt rum og få en totaloplevelse — præsentation, oplæg eller noget helt andet — fuldstændig fordybet i det, der sker på lærredet.”

For salgs- og eventchefen er det naturligvis tilfredsstillende at kunne fylde biografen en mandag formiddag, før de almindelige filmgæster for alvor ankommer. Men vigtigst af alt betragter han biografen som et univers fuldt af potentiale, der fortjener at blive brugt på mange forskellige måder.

”Vi har 14 sale i forskellige størrelser fra 39 til 553 sæder, så vi kan håndtere for eksempel en stor konference med flere simultane spor. Hvis man som kunde ønsker et visuelt takeover, kan man let  overtage alle bannerplaceringer og digitale skærme, som giver et imponerende udtryk i biografen.”

Udsigten fra biografens øverste etage.

Foto: Vue København

Relateret indhold