Midt i det sønderjyske landskab profilerer Nordborg Resort sig som et naturresort med fokus på oplevelser i det fri.

Center Parcs Nordborg Resort
25.06.25 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Den nye satsning i Sønderjylland: Nordborg Resort åbner midt i højsæsonen

Efter 14 års udvikling og investeringer for hundredvis af millioner åbner Nordborg Resort dørene for de første gæster i år. Midt i Sønderjyllands natur stod resortet klar til at tage imod besøgende fra den 20. juni 2025 — lige i højsæsonen.

Når man har brugt 14 år på at udvikle et nyt feriecenter fra bunden og investeret hundredvis af millioner i sit hjertebarn, kunne det måske virke fristende at starte stille og roligt med en åbning i ydersæsonen. Men sådan bliver det ikke i Nordborg Resort i Sønderjylland.

Denne sommer har resortet slået dørene op for første gang midt i højsæsonen – præcis dér, hvor presset er størst og forventningerne højest.

Det er en beslutning, der ifølge direktøren Niels Feerup, både handler om forretning og om at ramme danskerne, mens feriestemningen er på sit højeste:

“Vi har valgt at åbne i højsæsonen, fordi det først og fremmest er dér, den største omsætning ligger. Det er hovedferien for danskerne. Derudover betyder det også, at Nordborg kommer til sin ret fuldstændig, når folk er i sommerhumør, og stedet kan bugne af aktiviteter alle vegne.”

Nyt resort i Danmark med internationale ambitioner

Alt er forløbet efter planen, og Nordborg Resort åbner en måned før tid med ambitionen om at tiltrække naturhungrende feriegæster fra både Danmark, nabolandene og længere væk.

”Vi forventer, at halvdelen af vores gæster kommer fra Tyskland, men vi ser også stigende interesse fra Danmark, Holland og Belgien, samt arbejder målrettet mod markeder som Norge og Sverige på sigt,” fortæller Niels Feerup, der med erfaring fra projekter som BonBon-Land, Lalandia og internationale destinationer som La Santa Sport på Lanzarote og Ha Long Ocean Park i Vietnam har samlet de bedste idéer til netop dette resort.

Alligevel er ambitionen, at Nordborg Resort skiller sig ud fra de klassiske feriecentre:

”Vi har valgt at positionere os i et ’blue ocean’ – et marked, hvor vi ikke kæmper direkte mod eksisterende resorts. Vi vil skabe noget nyt og tiltrække gæster, der ikke kan finde det, de søger andre steder,” siger direktøren.

Direktør for Nordborg Ferieresort, Niels Ferup, har bragt sine mangeårige erfaringer fra både ind- og udland med ind i projektet på Als.

Natur som omdrejningspunkt
Nordborg Resort vil skille sig ud fra traditionelle feriecentre ved at tage udgangspunkt i Sønderjyllands natur og historie – både i arkitektur og aktiviteter.

”Vi vil ikke ligne et sted, der kunne ligge hvor som helst i verden. Gæsterne skal mærke, hvad Sønderjylland har at byde på – historisk, kulturelt og ikke mindst i naturen,” siger Niels Feerup og fremhæver blandt andet naboskabet med Universe Science Park, hvor naturvidenskab går hånd i hånd med sjov og ballade.

Designprocessen gik i gang for otte år siden med et klart mål om at skabe et bæredygtigt feriecenter, der respekterer både landskab og lokalsamfund. Derfor har projektet fra start blandt andet haft et tæt samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening.

”Vi har tilpasset byggeriet til landskabet – ikke omvendt,” forklarer Niels Feerup.

Det tidligere landbrugsområde er desuden blevet omdannet til rekreativ natur, hvor der arbejdes for at styrke biodiversiteten, og både gæster og lokale vil få nye muligheder for naturoplevelser.

En vigtig del af konceptet er nemlig ifølge Niels Feerup resortets stærke rod i området.

”Vi har fra starten valgt at være åbne om alt og tage dialogen med lokale i området. Det har betydet, at vi kun fik én henvendelse i hele høringsfasen — fra en landmand, der ville sikre sig, at han stadig kunne komme ind på sin mark,” siger Niels Feerup og tilføjer:

”Den lokale opbakning og de input, vi har fået undervejs, er direkte afspejlet i de valg, vi har truffet — helt ned til, hvordan vi har bygget boligerne og indrettet området efter den lokale byggestil og historie.”

Et overblik over det nye resort i Sønderjylland.

Foto: Center Parcs Nordborg Resort
Vi vil ikke ligne et sted, der kunne ligge hvor som helst i verden. Gæsterne skal mærke, hvad Sønderjylland har at byde på – historisk, kulturelt og ikke mindst i naturen. Niels Feerup, direktør for Nordborg Resort

Prøveweekender

Selvom sommeren er altafgørende for belægning og indtjening, kommer der ikke fuld kapacitet fra første dag. I stedet har resortet afholdt en række prøveweekender i juni, hvor både personale og faciliteter blev testet, før den store sommerferie for alvor går i gang.

“Det er hovedferien for mange, og den skal være i orden. Derfor startede vi blødt op og justerer undervejs. Vi har ikke tænkt os at fylde det hele op fra dag ét. Vi vil hellere være sikre på, at alt spiller — fra vandrutsjebanen til morgenmaden,” siger Niels Feerup.

For at sikre en god opstart får personalet hjælp af 80 erfarne kolleger fra Center Parcs i Holland, Belgien og Tyskland.

”Vores kollegaer fra udlandet går rundt i par med vores frontpersonale for at støtte dem i alt fra at navigere i komplekse systemer til at sikre, at rengøringen er i orden, og sengetøjet redt korrekt,” fortæller Niels Feerup og fortsætter:

”Selvom de ikke nødvendigvis taler dansk, hjælper de med at løse problemer og sikrer en god gæsteoplevelse. Det er afgørende, at vi kan træne sammen i juni, så vi er klar til en stærk åbning.”

Nordborg Resort forventer gradvist at skrue op for kapaciteten i takt med erfaringerne fra prøveweekenderne og ser frem til en stærk første sommersæson.

Privat feriehus i det spritnye resort.

Foto: Center Parcs Nordborg Resort
Det er afgørende, at vi kan træne sammen i juni, så vi er klar til en stærk åbning. Niels Feerup, direktør for Nordborg Resort
Viktoria Egebak Winge
Skrevet af:

Viktoria Egebak Winge

Relateret indhold