"Fra Dansk Industris side glæder vi os til, i dette samarbejde, at være med til at undersøge dette potentiale sammen med stærke samarbejdspartnere," siger Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri.

01.05.25 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Nyt samarbejde rykker kunsten og erhvervslivet tættere sammen

Centrale kunstaktører og Dansk Industri danner nu fælles front, der skal styrke kunstens betydning i erhvervslivet.

Mange virksomheder ser værdien i kunst - en værdi som bl.a. i en analyse fra Dansk Industri, også er italesat af de ansatte. Men hvordan skal virksomheder navigere i kunstverdenen? Skal man købe eller leje kunst? Hvordan skaber man en kunststrategi? Hvilke former for kunstnerisk samarbejde kan styrke virksomhedens brand og arbejdsmiljø? Hvad gør man hvis man hvis man gerne vil gøre virksomhedens allerede eksisterende kunst mere relevant?

Samarbejdet mellem Kunstkonsortiet og Dansk Industri vil gøre det nemmere for virksomheder at træffe strategiske valg ved at udvikle en række konkrete værktøjer og aktiviteter.

Et af værktøjerne vil blandt andet være en platform med præsentationsmateriale og en strategisk kunstguide, som Dansk Industri vil formidle gennem deres kanaler og som løbende vil blive opdateret med nye cases, metoder og læringer.
Det er sjældent at forskellige aktører på kunstområdet på denne måde danner front, men her har et hold af kunstaktører besluttet sig for at gå sammen og i fællesskab løfte en indsats, der kan udvikle og styrke kunstens betydning i erhvervslivet.

"Vi tror på at der er et stort potentiale for sammen med Dansk Industri at skabe en bevægelse, hvor man kan engagere endnu flere virksomheder og styrke relationen med kunsten, ved at guide virksomheder til nemmere at kunne orientere sig i kunstens verden," udtaler Mette Marcus, leder af Kunstkonsortiet og fortsætter:

"Kunsten er alt for vigtig til ikke at være tilgængelig for flere, derfor vil vi gerne bidrage til at kunsten også findes i virksomhederne og på den måde fremme kunstens plads i samfundet."

På erhvervssiden bidrager Dansk Industri, med sit brede erhvervsnetværk og kommunikationskanaler for at udbrede viden og åbne døre for danske virksomheder.

"Kunsten er en vigtig brik i vores samfund. Udover at berige vores liv udenfor arbejdspladsen rummer den også et potentiale for at fylde i vores arbejdsliv – som alt andet lige, for mange mennesker, er en anseelig del af vores vågne timer. Fra Dansk Industris side glæder vi os til, i dette samarbejde, at være med til at undersøge dette potentiale sammen med stærke samarbejdspartnere – og til at bygge bro til virksomheder landet over, som er nysgerrige på kunstens betydning og effekter," siger Henriette Søltoft, vicedirektør i Dansk Industri.

Kunstkonsortiet består af førende kunstfaglige aktører herunder CHART, Diakron, Komposit, Art Booking, Kunst På Arbejde, Pro Tempore.Art samt uafhængige kunstrådgivere, der alle tilbyder kunstservices til virksomheder. Kunstkonsortiet er forankret hos Connecting dots og ledes af Mette Marcus.

Relateret indhold