Skallerup Seaside Resort: Hvor unikke oplevelser møder bæredygtig vækst
Som prisvindende feriecenter har Skallerup Seaside Resort sat bæredygtighed og samfundsansvar i fokus og skabt værdi og oplevelser gennem mere end syv årtier i det nordjyske.
I over 75 år har Skallerup Seaside Resort været en vigtig spiller i det nordjyske turisterhverv og skabt et utal af arbejdspladser og oplevelser gennem tiden. Det har bl.a. resulteret i kåringen som Danmarks bedste feriecenter i både 2023 og 2024 ved Danish Travel Awards. Skallerup Seaside Resort er desuden en del af en branche af feriecentre, som tilsammen har øget antallet af overnatninger med over en million siden 2015 svarende til godt 30 procent. Den stigende interesse for feriecentret er et klart tegn på, at turisterne tilvælger de oplevelser og den kvalitet, som Skallerup Seaside Resort tilbyder. Læg dertil, at døgnforbruget i perioden 2014-2022 blandt både udenlandske og danske kyst- og naturturister er steget mere end storbyturisterne og erhvervs- og mødeturisternes forbrug[1]. Med en stab på omkring 210 dedikerede medarbejdere er Skallerup Seaside Resort en af de virksomheder inden for turismeerhvervet, som i den grad har bidraget til branchens fremgang.
Men virksomheden har også løftet den sociale og miljømæssige indsats til nye højder. Administrerende direktør Jørgen Høll, som har stået ved roret hos Skallerup Seaside Resort de seneste syv år, underbygger dette: "Vi bygger grønne huse, installerer nye energisystemer og meget andet, for vi ved, at især de yngre forbrugere tænker grønt. Det giver mening for os, og derfor har vi også indgået i et klimapartnerskab med Hjørring Kommune, som gør meget på det her område." Skallerup Seaside Resort sætter handling bag sine ord og har for eksempel investeret fire millioner kroner i affaldssortering som led i indsatsen for at fremme bæredygtighed. Dette er særligt vigtigt i sommertiden, hvor turiststrømmen er størst, og hvor behovet for bæredygtige initiativer er mest påtrængende.
Derudover deltager feriecentret aktivt i "Ungegarantien" i partnerskab med Hjørring Kommune, der giver unge i regionen optimale betingelser for uddannelse og job gennem bl.a. erhvervspraktik og virksomhedsnær undervisning. Initiativer som styrker lokalsamfundet og fremmer social ansvarlighed i virksomhedslandskabet. "Jeg er da enormt stolt over, at vi kan bidrage til at gøre en forskel for de unge mennesker her i området, som jeg oplever er begejstrede for at komme ud og få en lidt anden hverdag, end den de måske er vant til," siger den erfarne nordjyde.
Trods udfordringer som administrative byrder, herunder ESG-rapportering, der koster Skallerup op til en halv million kroner, er Jørgen Høll og resten af teamet i Skallerup fast besluttet på at bidrage positivt til det større gode. "De høje omkostninger til rapporteringen betyder desværre, at vi er nødt til at tage en hel masse penge direkte fra bundlinjen, som ellers kunne være brugt til at videreudvikle feriecentret," forklarer Jørgen Høll og fortsætter: "Men vi insisterer fortsat på at fastholde de bæredygtige og sociale initiativer, vi har sat i gang - for indholdet er jo godt nok, men det er al reguleringen udenom, som giver bøvlet og bureaukratiet, som i sidste ende risikerer at gå udover formålet og økonomien til rent faktisk at gøre en ekstra indsats her."
Skallerup Seaside Resort er en klar påmindelse om vigtigheden af virksomheder, der investerer i både økonomisk vækst og bæredygtighed, og som år efter år bidrager til en lang række sociale indsatser i det danske samfund. Det fortjener ikke bare en tak, men også et vedvarende arbejde med at sikre de optimale rammebetingelser for, at Skallerup og andre virksomheders indsatser bærer frugt.
Så når vi andre holder ferie og nyder vores fritid, er det vigtigt at sende en særlig tak til de virksomheder som Skallerup Seaside Resort, der med deres indsats sikrer fantastiske ferieoplevelser og et bæredygtigt og ansvarligt turisterhverv. Skallerup Seaside Resort viser, hvordan lokale aktører bidrager til både økonomisk, social og miljømæssig fremgang – og gør det muligt for os alle at nyde vores sommerferie med god samvittighed.