Lanceringswebinar af 'Sådan oplever turisterne' – et målgruppeværktøj
Den 15. september afholdte vi lanceringswebinar af målgruppeværktøjet "Sådan oplever turisterne"
Det er let at konkludere, at alle er kulturturister. Data fra mere 5.000 adspurgte i den dugfriske analyse “Sådan oplever turisterne” viser, at 9 ud af 10 nordmænd, svenskere og nordtyskere finder det sandsynligt at opsøge klassiske kulturoplevelser på en ferie i Nordeuropa. Men der er stor forskel på, hvorfor de gør det:
- Kulturoplevelser er for nogle en mulighed for at opleve noget æstetisk smukt og lokalt for deres feriedestination
- Nogle søger kulturoplevelser for at lære noget nyt og udvide deres horisont
- Og andre bruger først og fremmest kulturoplevelser til at koble af eller være sociale
Alt for ofte taler vi om, at alle vil opleve kultur på ferien, men det er mere præcist at tale om, at turister har et potentiale for at være kulturturist. De forskellige segmenter kan sagtens besøge samme steder – de kommer bare af forskellige årsager.
I en tid, hvor turismen er under hastig udvikling, er der brug for konkret indsigt i disse forskelle. Derfor lancerer et partnerskab bestående af DI Dansk Industri, Top Attraktioner, Region Midtjylland og Epinion nu 'Sådan oplever turisterne', et innovativt målgruppeværktøj til alle aktører der beskæftiger sig med turister fra nærmarkederne.
Værktøjet bygger videre på den succes, som samme partnerskab skabte med 'Sådan oplever danskerne' og giver nu danske oplevelses- og turismeaktører adgang til dybtgående indsigt i de faktiske oplevelsespræferencer hos turister fra Norge, Sverige og Tyskland. Målt på overnatninger udgør turister fra disse tre lande hele syv ud af ti udenlandske overnatninger i Danmark.
'Sådan oplever turisterne' giver intuitive og datainformerede svar på, hvad disse turister søger, når de besøger Danmark – og gør det muligt for aktører i branchen at tilrettelægge strategiske indsatser med vægt på præcis målgruppeindsigt.
"Der er jo enorm forskel på, hvad forskellige turistsegmenter leder efter. En tysk kulturturist, der vandrer på Hærvejen og dykker ned i historien, er markant anderledes end den unge tyske børnefamilie, der bor i sommerhus, og vil mærke bylivet i den lokale købstad" udtaler Martin Østervig Larsen, Managing Director i Epinion.
"Med ’Sådan oplever turisterne’ bliver det muligt at arbejde langt mere målrettet med internationale gæsteoplevelser og opnå en dybere forståelse af deres præferencer. Det er helt afgørende med den type indsigt, hvis dansk turisme skal klare sig i den internationale konkurrence" udtaler Lars Bertolt Winther, Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser.
Det nye værktøj introducerer 11 segmenter, fordelt på ferieoplevelser med eller uden børn, og stiller aktører over for et væld af muligheder for at forstå, inspirere og tiltrække forskellige turisttyper. Segmenterne er baseret på en omfattende analyse af 5.000 besvarelser fra individer i Norge, Sverige og Nordtyskland.
Webinaret kan tilgås her