Fra trussel til tryghed: Udspil til beredskab for dansk kulturliv
Vi lancerer et nyt udspil, der styrker beredskabet og beskytter dansk kulturliv mod tidens nye og komplekse trusler.
Styrket beredskab for dansk kulturliv
Med udgangspunkt i det aktuelle og omskiftelige trusselsbillede præsenterer Dansk Industri et udspil, som skal styrke beredskabet og resiliensen i de danske kulturinstitutioner. Klimakatastrofer, cyberangreb og internationale konflikter stiller nye krav til beskyttelsen af vores fælles kulturarv.
Dansk kulturliv er fundamentet for vores identitet, sammenhængskraft og demokrati. Derfor skal beskyttelsen af kulturværdier være en integreret del af Danmarks nationale beredskab, blandt andet i forhold til efterlevelsen af UNESCO’s Haager-konvention.
Udspillet samler konkrete anbefalinger, der styrker kulturinstitutionernes robusthed og handlekraft – både offentlige og private aktører. Målet er at skabe fælles rammer for beredskabsplanlægning, koordinering og deling af redskaber, så danske kulturinstitutioner bedst muligt kan beskytte både mennesker og uerstattelige værdier, når krisen rammer.
En investering i kulturinstitutionernes beredskab er en investering i fremtidens kulturliv, turisme og vækst i lokalsamfund i hele landet. Med dette udspil ønsker Dansk Industri at bidrage til en styrket samtale om, hvordan vi bedst sikrer og udvikler beredskabet på kulturområdet.
Læs udspillet her