First Camp
06.05.26 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Camping i forandring: First Camp vil gøre ferieformen moderne

Hvor campingferie tidligere var forbundet med telt, trangia og hoppepude, bevæger branchen sig i dag i retning af fleksibilitet og høj komfort – uden at give slip på det tætte forhold til naturen og lokalområderne

First Camp er en central aktør i nordisk camping. Med over 90 destinationer i seks europæiske lande og en ambition om at modernisere camping som ferieform har virksomheden positioneret sig som en af de største spillere i den nordiske camping- og resortbranche.

Samtidig er camping stadig en lokal forretning. Det stiller krav til, at man også som stor, international aktør forstår både kultur, marked og lokale forhold – og kan tilpasse oplevelsen, så flere får øjnene op for, hvad camping kan være i dag.

Vi har mødt CEO i First Camp, Johan Söör, og Head of Marketing i First Camp Kent Lodberg til en snak om væksten i branchen, de ændrede gæstevaner og de udfordringer og muligheder, der følger med.

CEO i First Camp, Johan Söör

Foto: First Camp

En branche i udvikling

Camping er ikke længere en statisk ferieform, men et marked i udvikling, hvor kravene til komfort og oplevelse er steget markant.

”Vores rolle er at være med til at udvikle camping som ferieform. De seneste år har vi investeret massivt i kvalitet, digitalisering og gæsteoplevelsen, så camping i dag er en moderne, fleksibel ferieform, der kan rumme mange forskellige behov – fra klassisk camping til resortoplevelser i premium hytter med høj komfort,” fortæller Johan .

Samtidig spiller lokal forankring en afgørende rolle.

”Det er helt afgørende for os, at hver destination har en stærk lokal forankring. Selvom vi er en stor organisation, skal oplevelsen altid føles nær og personlig. Vi arbejder derfor med lokale teams og samarbejder tæt med lokale aktører – samtidig med at vi bruger vores størrelse til at løfte kvalitet, investeringer og gæsteoplevelsen på tværs,” uddyber Johan Söör.

Head of Marketing i First Camp, Kent Lodberg

Foto: First Camp

Stigende efterspørgsel

Interessen for camping er voksende. Bookingerne til sommeren er steget med 14 procent i forhold til sidste år, og også vinteren har vist stærke tal.
Kent Lodberg uddyber:

“Vi ser ind i en tid, hvor folk efterspørger fleksible og trygge ferieformer tæt på hjemmet. Camping passer godt til det behov. Samtidig har vi arbejdet målrettet med at gøre oplevelsen mere enkel og gennemskuelig – blandt andet ved at inkludere faciliteter samt strøm og varmt vand i prisen. Kombinationen af værdi for pengene og en forbedret oplevelse er en væsentlig forklaring på den stigende interesse.”

Dansk Industris seneste analyse af danskernes campingvaner viser, at især gode priser, høj komfort og naturnære placeringer tiltrækker flere gæster.

Bæredygtighed som en del af oplevelsen

Bæredygtighed er blevet en integreret del af ferieoplevelsen hos First Camp og noget, gæsterne i stigende grad møder og mærker direkte.

“Det handler om konkrete valg under ferien. Det kan være affaldssortering, energieffektive løsninger eller reduktion af vand- og energiforbrug. Men også om at gøre det nemt at træffe gode valg – for eksempel ved at placere oplevelser tæt på naturen, hvor man automatisk bruger færre ressourcer,” forklarer Kent Lodberg.

Foto: First camp

Branchen og de politiske rammer

Campingbranchen fylder mere, end den får opmærksomhed til, mener First Camp – og efterlyser bedre rammevilkår.

“Historisk har campingbranchen i Danmark fået uforholdsmæssigt lidt opmærksomhed i forhold til sin størrelse. Derfor er det værdifuldt for os at være en del af fx et stærkt netværk som DI, der arbejder for bedre rammevilkår og synliggør branchens betydning,” fortæller Johan Söör.

Det gælder også i forhold til at få belyst de store regulatoriske forskelle mellem markederne:

“Der er markante forskelle mellem Danmark og Sverige. I Sverige er der større fleksibilitet til at udvikle destinationer, mens vi i Danmark oplever mere restriktive rammer, som gør investeringer og udvikling mere komplekst – selv når efterspørgslen er der,” siger han.  

Foto: First Camp

Regulering under pres

Særligt de danske regler fylder i udviklingen af branchen

“Hvis vi kunne ændre én ting, skulle det være at skabe mere fleksible rammer, der gør det lettere at udvikle eksisterende destinationer. Camping er noget andet i dag end for 20-30 år siden, og reguleringen bør afspejle det. Det handler om at kunne forbedre oplevelsen, styrke branchen og skabe flere arbejdspladser,” siger Johan Söör.

Fremtidens camping

Trods forskellige rammevilkår på tværs af lande er retningen for campingbranchen klar: Camping er i vækst, og gæsterne søger i stigende grad oplevelser tæt på naturen med fleksibilitet og nærhed.

“Vi ser en klar tendens til, at flere vælger ferie tættere på hjemmet i urolige tider. Den nordiske campingbranche står derfor stærkt. Vi ser også ‘coolcation’-trenden, hvor flere europæiske turister rejser nordpå om sommeren, når temperaturerne ved Middelhavet bliver stadig højere,” fortæller Johan Söör.

For First Camp handler udviklingen derfor ikke kun om vækst, men om at forme en ferieform, der i højere grad matcher nutidens behov – uden at give slip på campingens helt centrale kvaliteter: natur, frihed og enkelhed.

Foto: First Camp

Relateret indhold