Tyske turister i Danmark 2026: Her er hvad du skal vide og handle på
Rekordmange tyske overnatninger, stigende prisbevidsthed og ny bookingadfærd. Her er hvad du som dansk turismeaktør bør vide og handle på.
Hvis du arbejder med dansk turisme, er tallene fra det tyske marked svære at overse. 62 procent af alle udenlandske overnatninger i Danmark er fra tyske gæster, og 2025 blev endnu et rekordår med hele 21,5 millioner tyske overnatninger. Sammenligner man os med vores naboer, er der fire gange så mange tyske overnatninger i Danmark som i Sverige, Norge og Finland tilsammen. Det betyder, at tyske gæster er et bundsolidt fundament under den danske turismebranche. Men markedet er i bevægelse, og der lurer nye tendenser ude i horisonten. Det fortæller Markus Diefenbach, Market Director hos VisitDenmark, der har det tyske marked som sit daglige felt.
Markus Diefenbach er VisitDenmarks markedsdirektør for det tyske marked.
Tyskerne kommer, men de vil have mere for pengene
Den tyske økonomi er ikke hvad den har været. Den lave vækstrate og fald i beskæftigelsen inden for flere industrier betyder ændrede forbrugsmønstre hos vores naboer – og det mærkes allerede i rejsemønstrene: andelen af tyske rejsende, der søger billige men kvalitetsbevidste ferier, er steget fra 46 procent i 2024 til 54 procent i 2025. Flere venter også med at booke til tæt på afrejse, og muligheden for fleksibel afbestilling er noget, de tyske gæster i stigende grad vægter højt.
Det betyder ikke, at du skal sætte priserne ned. Men det betyder, at du skal gøre værdien synlig, understreger Markus Diefenbach:
"Et godt forhold mellem pris og kvalitet opstår i gæstens bevidsthed – ikke i lommeregneren. Vis din service frem. Fortæl historien om stedet. Skab oplevelser, der taler til følelserne."
En urolig verden sender tyskerne mod Danmark
Den geopolitiske uro og krigen i Iran har sat sine spor i den tyske rejsebranche, hvor markedet har registreret en tilbagegang på 11,6 procent, og hver sjette tysker allerede har ændret sine ferieplaner. For Danmark behøver det dog ikke være så skidt endda. Når verden føles usikker, søger rejsende mod det nære, det kendte og det trygge, og her placerer Danmark sig stærkt, vurderer Diefenbach.
En af de vigtigste grunde til, at tyskerne vælger Danmark er natur, strand og kyst
Kommunikér det, der får tyskerne til at vælge Danmark
De tre vigtigste grunde til at tyske turister vælger Danmark er natur, strand og kyst, at Danmark opfattes som et trygt rejsemål og en venlig og imødekommende befolkning. Sørg for at din kommunikation afspejler netop de tre ting. Billeder og tekst der udstråler samvær, plads, fred og autenticitet taler direkte ind i det, den tyske gæst længes efter lige nu.
Vær til stede og forbered dig på AI-bookingens indtog
Bookingdata for 2026 viser et uregelmæssigt mønster hen over året. Det tyder på en mere spontan bookingadfærd end tidligere, og det stiller krav til din synlighed. Sørg for at være til stede løbende frem for kun at køre på sæsonkampagner, og gør det nemt og risikofrit at booke med fleksible afbestillingsvilkår.
35 millioner tyskere, svarende til godt 40% af den tyske befolkning, bruger AI dagligt, og mere end 10 millioner brugte det aktivt i rejseplanlægningen det seneste år. Ifølge Diefenbach er det et skifte, branchen ikke kan tillade sig at ignorere. Rejsegiganten TUI planlægger inden for kort tid at gøre det muligt at booke rejser direkte via AI-assistenter, og det ændrer fundamentalt på, hvordan synlighed og booking fungerer.
For dig som turismeaktør betyder det én konkret ting: sørg for at dine oplysninger online er præcise, opdaterede og letlæselige. Det er det grundlag AI-systemer bygger deres anbefalinger på, og de aktører der har styr på deres digitale data vil have en klar fordel i den nye bookingvirkelighed. Du kan også med fordel gense vores webinar om turisme og AI, der stiller skarpt på den nye søgevirkelighed i et dansk turismeperspektiv.
Hvad skal du gøre nu?
Det tyske marked er stadig stærkt, men det kræver mere af dig end tidligere. Gør værdien af dit tilbud synlig og fortæl historien bag det. Tilbyd fleksible afbestillingsvilkår og vær til stede digitalt også sent i sæsonen. Kommunikér ro, natur og tryghed, for det er præcis det, den tyske gæst søger lige nu. Og sørg for at dine oplysninger online er opdaterede, så du er klar til den AI-drevne bookingvirkelighed der er på vej.