Afgående direktør Jørgen Høll

29.05.26 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Generationsskifte i Skallerup: Direktøren bag fremgangen takker af

Skallerup skifter direktør: Jørgen Høll giver stafetten videre til den erfarne turismeprofil Peter Krusborg, der overtager et feriecenter i topform.

Når Jørgen Høll takker af som direktør for Skallerup Seaside Resort, giver han en forretning i rivende udvikling videre.

I løbet af sine otte år på posten har han været med til at udvikle feriecentret markant med nye investeringer, gode besøgstal og et tæt samspil med lokalområdet. Med tre titler som Danmarks bedste feriecenter er Skallerup i dag blandt de allerbedste i landet. Derfor er det også store sko, den nye direktør, Peter Krusborg, skal udfylde.

Erfaren turismeprofil: Peter Krusborg er ny direktør for Skallerup Seaside Resort.

Opskriften: Lyt, justér og udvikl

Men hvad er det egentlig, der driver succesen? Svaret er ifølge Jørgen ret enkelt: Lyt til gæsterne.

“Vi lytter rigtig meget til gæsternes tilbagemeldinger – både når det er ris og ros,” fortæller Jørgen Høll og uddyber, at de senere års investeringer – fra nyt legeland til udvidelse af badelandet – er direkte udsprunget af konkret efterspørgsel.

Og den kommende direktør, Peter, supplerer:
“Det, der har gjort Skallerup særligt, er, at man har gjort en kunst ud af at skynde sig langsomt.”

Udviklingen sker med andre ord ikke for at løbe hurtigt, men for at ramme rigtigt.
Samtidig spiller det en afgørende rolle, at Skallerup er fondsejet:

“Det er jo en glæde, at alt det overskud, vi genererer, får jeg lov til - af bestyrelsen - at geninvestere. Enten til gavn for gæsterne eller medarbejderne,” fortæller Jørgen.

Jørgen Høll går på velfortjent pension efter otte år i spidsen for Skallerup Seaside Resort.

”Hjørrings Novo Nordisk”  

Skallerup er ikke bare et feriecenter. Det er en motor for lokalområdet.

“Jeg hørte forleden borgmesteren omtale Skallerup som ‘Hjørrings Novo Nordisk’,” fortæller den kommende direktør, Peter Krusborg.

Betegnelsen dækker ikke kun over en stærk virksomhed, men over den rolle, Skallerup spiller i at skabe aktivitet og værdi bredt i området. Det gælder alt fra de lokale håndværkere til butikkerne i området. Og det er en bevidst del af forretningen.
Som Jørgen Høll formulerer det:

“Spørgsmålet er jo ikke kun, hvad Skallerup kan alene, men lige så meget hvordan vi kan spille den lille glaspuster i Lønstrup stærkere.”

Tættere på bundlinjen – og konsekvenserne

For den kommende direktør bliver jobskiftet også et skifte i perspektiv.
Peter Krusborg kommer fra rollen som direktør i VisitNordvestkysten, hvor arbejdet i høj grad har ligget oppe i helikopteren med fokus på strategi og den overordnede udvikling af turismen. På Skallerup rykker han tættere på.

“Jeg har i mange år drømt om at komme tættere på bundlinjen,” fortæller han.

Hvor han tidligere har sat retningen på et overordnet destinationsplan, får han nu også ansvaret for at føre den ud i livet i den daglige drift. Det finder den kommende direktør i den grad motiverende:

“Hvis man gør det godt, kan man skalere. Og hvis man fejler, så koster det,” siger han.

En naturlig overlevering

For Jørgen Høll handler næste fase også om at give slip.

“Jeg har lovet Peter, at han skal have lov til at regere,” siger han og tilføjer med et smil, at der ikke er noget værre end en gammel koryfæ, der kommer rendende i tide og utide.

Til gengæld sender han en klar retning med videre.
Den afgående direktør peger på tre ting: Lyt til gæsterne, pas på medarbejderne og lad være med at hvile på laurbærrene.

“Det kommer ikke af sig selv,” siger han om succesen.

Og med et grin lyder det sidste råd:
“Han skal ikke gøre alt det, jeg har gjort.”

Relateret indhold