Nyt værktøj hjælper med at prioritere risici i en uforudsigelig verden
Rejsemønstre, geopolitik og klima kan hurtigt vende op og ned på forretningen. DI's Global Risk Tool giver virksomheder et struktureret udgangspunkt for at identificere og prioritere de risici, der betyder mest – også i turisme- og oplevelsesindustrien.
Turisme- og oplevelsesindustrien er tæt koblet til udviklingen i det internationale marked. Ændringer i rejsemønstre, geopolitik, økonomi og klima kan hurtigt påvirke både efterspørgsel, drift og investeringer.
Med DI’s Global Risk Tool får virksomheder et praktisk værktøj til at arbejde mere systematisk med de risici, der kan påvirke forretningen – også i en turismekontekst. Værktøjet guider jer gennem en proces, hvor I identificerer relevante risici, vurderer deres sandsynlighed og konsekvens og skaber et overblik over, hvor det er vigtigst at sætte ind.
Fra overblik til prioritering
Værktøjet er opbygget som et enkelt procesforløb med to trin:
- Først identificerer I de vigtigste risici på tværs af fx marked, drift, regulering, omdømme og bæredygtighed
- Dernæst vurderer I risiciene i en matrix, så det bliver tydeligt, hvor I er mest eksponeret
Resultatet er et konkret overblik, der kan bruges til at prioritere indsatser og styrke arbejdet med beredskab og risikostyring.
Relevans for turisme- og oplevelsesindustrien
For turisme- og oplevelsesindustrien kan værktøjet bl.a. bruges til at arbejde struktureret med:
- afhængighed af internationale markeder og sæsoner
- ændringer i regulering og lokale rammevilkår
- omdømme og gæsteoplevelser
- klima- og bæredygtighedsforhold
Værktøjet er ikke branchespecifikt, men giver en fælles ramme, som nemt kan tilpasses den enkelte virksomheds virkelighed.
Kom i gang
Global Risk Tool består af en trin-for-trin guide og et Excel-værktøj, der hjælper jer med at samle og visualisere jeres risikobillede.