I juli var netværket på besøg hos Roskilde Festival

25.08.26 • Turisme, Kultur & Oplevelser • Nyheder

Har du en kollega, der burde være med i vores bæredygtighedsnetværk?

Oplevelsesbranchen har reduceret sin CO2-udledning markant, selvom aktivitetsniveauet er steget. En del af løsningen findes i samarbejdet mellem virksomheder, der deler erfaringer med hinanden.

Den grønne omstilling i oplevelsesbranchen er i fuld gang. En ny analyse fra DI viser, at oplevelsesindustrien har reduceret sin CO2-udledning med omkring 17 pct. siden 2021, selvom aktivitetsniveauet i samme periode er steget markant. Det viser, at virksomhederne i høj grad tager ansvar og arbejder målrettet med at gøre branchen grønnere. 

For mange virksomheder sker udviklingen i dialog med andre, der står med de samme udfordringer. Derfor samler vores bæredygtighedsnetværk oplevelsesvirksomheder fra hele landet for at dele erfaringer, diskutere udfordringer og få inspiration fra andre virksomheder i branchen. Kender du en kollega, der er optaget af bæredygtighed eller arbejder med at gøre jeres virksomhed grønnere? Så kan netværket være relevant. 

Vi mødes 3-4 gange årligt i netværket.

Backstage på Roskilde Festival

Senest var netværket på besøg hos Roskilde Festival. Her fik deltagerne et indblik i, hvordan festivalen arbejder med alt fra genbrugskopper, økologi og affaldshåndtering til samarbejder med uddannelsesinstitutioner og ambitionen om at blive den første svanemærkede festival. 

Selvom det ikke er hver dag, netværket mødes på en festivalplads, tror vi på, at man lærer mest ved at mødes hos hinanden og se løsningerne udfolde sig i praksis. Derfor foregår en stor del af møderne ude hos netværksdeltagerne.  

Netværket har plads til både frontløbere og nybegyndere, der sammen vil løfte den grønne dagsorden.

Et netværk for alle med grønne ambitioner 

Deltagerne spænder bredt. Fra attraktioner og kulturinstitutioner til venues og muséer. Fælles for dem er ønsket om at blive klogere på den grønne omstilling og lære af både de succeser og benspænd, som andre har mødt på vejen. 

Bæredygtighedschef i Zoologisk Have København, Yasemin Phoenix, beskriver værdien af netværket sådan: 

"I netværket deler vi både det, der lykkes, og det, der ikke gør. Mange af erfaringerne og idéerne kan jeg tage med mig i mit bæredygtighedsarbejde i Zoo." 

Du kan også være med

Vi mødes 3-4 gange om året, både online og ude hos virksomheder i branchen. Her deles erfaringer, udfordringer og løsninger åbent, og deltagerne får et indblik i, hvordan andre arbejder med bæredygtighed i praksis. I kan stadig nå at blive en del af netværket og få plads ved bordet. 

Læs mere og tilmeld dig netværket her

Relateret indhold