En fleksibel overenskomst tilpasset oplevelsesindustrien
Vi tilbyder fleksible vilkår gennem Industriens Overenskomst og protokollatet for oplevelsesindustrien. Bliv klogere på, hvad det betyder for dig og din virksomhed.
Sammen med CO-Industri har Dansk Industri aftalt et særligt protokollat for oplevelsesindudstrien, som sammen med Industriens Overenskomst tilgodeser mange af de særlige forhold der er ved at drive oplevelsesvirksomhed, selvom man er en organiseret virksomhed og en del af den danske model.
Nem administration – bygget på kendt grundlag
Protokollatet bygger på Industriens Overenskomst, som mange virksomheder og ledere allerede kender. Det gør det lettere at administrere løn, tillæg og arbejdstid – med et regelsæt, der er tilpasset oplevelsesbranchen.
Fleksibilitet på tværs af opgaver og funktioner
Med Industriens Overenskomst og protokollatet for oplevelsesindustrien får I én samlet aftale, der dækker både timelønnede og funktionærer. Det giver jer mulighed for at bruge medarbejdere fleksibelt – også på tværs af opgaver og roller – uden at skulle jonglere med flere forskellige overenskomster. Det betyder, at den samme medarbejder for eksempel både kan tage imod gæster og udføre andre arbejdsopgaver – alt efter behov. Det kalder vi ”fagfleks”, og det giver jer en fleksibilitet og er med til at give medarbejderne bedre kompetencer og bredt jobindhold i hverdagen.
Kendte rammer for løn – også i forhold til arbejdstider
I stedet for varierende tillæg for aften- og weekendarbejde, men mod en reduktion af arbejdstiden efter reglerne i Industriens Overenskomst, får alle medarbejdere et fast tillæg for alle timer. Det giver jer enkle og forudsigelige lønomkostninger – selv om arbejdstiden er f.eks. er placeret om aftenen eller på en søndag.
Tilpasset sæson og spidsbelastning
Oplevelsesprotokollatet tager højde for, at efterspørgslen i oplevelsesbranchen ikke er jævnt fordelt over året. Der er mulighed for at lægge op til 7 arbejdsdage i træk mellem 2 fridøgn, og for sæson- og tilkaldeansatte kan der arbejdes op til tre weekender i træk. Det skaber plads til fleksibel bemanding i højsæsoner og ved større arrangementer.
Når I har brug for rådgivning
DI Turisme, Kultur & Oplevelse driver et HR-netværk for oplevelsesindustrien og arrangerer løbende faglige events centreret omkring oplevelsesprotokollatet. Når I har brug for specifik juridisk rådgivning har vi et dedikeret team af jurister og konsulenter, som forstår oplevelsesindustrien og kan bistå jer I juridiske spørgsmål.