Debatten om overturisme stikker af
I løbet af sommeren er debatten om overturisme og regulering af turiststrømme blusset op på ny. Fortællinger om protester og andre reaktioner fra beboere i sydeuropæiske destinationer er desværre blevet blandet sammen med en snak om overturisme og forslag om turismeskat i København. Debatten viser, at vi i turismeerhvervet fortsat har et stykke arbejde foran os med at præsentere fakta fremfor følelser, og med at styrke forståelsen af turismeerhvervets betydning på alle parametre.
”Turister oversprøjtet i populær ferieby”. ” Voldsom opstandelse over turisme”. ”Sommerens protester mod masseturisme fortsætter”. Det er blot nogle af de overskrifter man har kunne læse i danske medier over sommeren. Overskrifterne handler dog hverken om Blokhus, Fanø, Odense eller København – men om sydeuropæiske destinationer, hvor de lokale har fået nok af en turisme, der ikke bidrager til byer og områder i et omfang der modsvarer turismens omkostninger.
Desværre har overskrifterne også givet anledning til, at snakken om overturisme i Danmark er blusset op. Forældre skal nu dele krabbefiskeriet i havnen med sommerturister. Lokale er ærgerlige over, at den lokale slagter nu også skal drive café. Disse danske historier er blevet blandet sammen med historier fra Sydeuropa, hvor turismeerhverv på spanske øer driver rovdrift på attraktioner uden at bidrage til det lokale samfund, og indtjeningsstrømme går i en stor bue udenom dem, der lægger hus til festen.
Derfor har budskabet fra os i DI over sommeren også været klart: Graden af turismen i Danmark tåler ingen sammenligning med de destinationer, som protest-historierne stammer fra. Og selvom visse partier i Københavns Borgerrepræsentation har fundet det belejligt at tale forslaget om en turismeskat i vores hovedstad op med disse historier som bagtæppe, er der heller ingen lighed mellem de store protester sydpå og den massive opbakning, der er til turismen i Danmark.
Tal fra VisitDenmark viser, at 91% af danskerne ikke mener at turismen skaber problemer. 78% mener at turismen har flere positive end negative konsekvenser for Danmark, og kun 2% mener det modsatte. Samtidig er der hos et stort flertal forståelse for turismens økonomiske bidrag og dens betydning for lokale jobs, sammen med en bred forståelse for, at turismen er med til at sikre eksistensgrundlaget for en lang række madoplevelser, attraktioner og kulturelle tilbud. Disse ville danskerne ikke kunne nyde godt af, hvis ikke turisterne skæppede i kassen ved entréen, i caféen eller i souvenirbutikken.
Opbakningen til turismen fra danskerne vidner om et erhverv, der forstår at udvikle sig og vækste i samhørighed med lokalsamfundene. Og sådan skal det blive ved med at være. Derfor er det både glædeligt og nødvendigt, at turismeerhvervet arbejder bredt på at sikre en bæredygtig vækst. Særligt er der fokus på at sikre en bedre sæsonmæssig spredning af turismen over året, hvilket ser ud til at lykkes - ifølge tal fra Danmarks Statistik lå rekordhøje 65% af overnatningerne i 2023 udenfor højsæsonen!
Samtidig fortsætter VisitDenmark, destinationsselskaber og turistvirksomheder med at udvikle fortællingen om Danmark og vores mange tilbud i samhørighed med, hvilke turister vi gerne vil tiltrække. Vi ønsker turister, som vil nyde Danmark sammen med danskerne, respektere vores byer og natur og måske endda give noget igen som ”tak for lån”. Wonderful Copenhagens pilot-projekt ”CopenPay” har fået international opmærksomhed og er under sloganet ”Free attractions for climate-actions” et stærkt eksempel på, hvordan man både kan anspore til konkret handling og sende et klart signal om, hvilke værdier København er båret af og gerne vil brande sig på. På Fanø inviterer Ren Strand Fanø og Nationalpark Vadehavet til “Bølger, burgere og havfald” hvor naturvejledning og lokal gastronomi kombineres med indsamling af affald på strandene. Og i Naturpark Lillebælt har man i snart to år arbejdet med regenerativ turisme med afsæt i bl.a. ålegræs og krabbepizzaer. Sådan findes der over hele landet mange eksempler på initiativer som tegner et klar billede af hvad man også vil med turismen.
Når det er sagt, er der selvfølgelig områder, som kræver ekstra opmærksomhed i arbejdet med udviklingen af turismen. Når beboere i middelalderbyen i København beklager sig over, at de ikke kender deres naboer, fordi de skifter ugentligt i lejligheder, der udlejes via Airbnb, kalder det bestemt på opmærksomhed - også politisk. Men her må vi henvise til, at man dels bruger de håndtag, der allerede findes i lovgivningen, og dels får justeret og udviklet lovgivningen, så man bedre kan holde hånd i hanke med Airbnb, samtidig med at danskerne fortsat kan udleje deres bolig i rimeligt omfang.
Inden længe lander der sandsynligvis en opdateret national strategi for bæredygtig vækst i dansk turisme fra erhvervsminister Morten Bødskov. Vi forventer, at strategien vil hæve barren for, hvad dansk turisme skal levere i forhold til vækst i omsætning og overnatninger, samt sæsonmæssig spredning, miljømæssig bæredygtighed m.v. Vi glæder os til at se den endelige strategi og til at arbejde med erhvervet på at opnå de ambitiøse målsætninger. For turisme- og oplevelseserhvervet KAN levere på både omsætning, overnatninger, grøn omstilling, livskvalitet for borgere og meget andet. Derfor bør vi sætte høje ambitioner og koncentrere os om de initiativer, der skaber reel værdi og bæredygtig fremdrift, i stedet for at spænde ben for os selv med en turismeskat!