Turismens paradoks: Når fremgang bliver (gjort til) et problem
Efter et hæsblæsende og flot år for turisme-, kultur- og oplevelsesbranchen har vi nu taget hul på de første sider i en ny kalender. Men på trods af udsigten til et år med fortsat fremgang i branchen, blæser den politiske modvind om overturisme. Det skal tages seriøst i ambitionerne for et år, hvor turismen i Danmark skal stå stærkere end nogensinde.
Indgangen til 2025 markerer starten på et vigtig år for dansk turisme og kulturliv. Vi ser ind i et år, som byder på både store muligheder og nye udfordringer, og som kræver en klar strategi og en fælles indsats fra alle aktører i branchen. I DI Turisme, Kultur & Oplevelser har vi dykket ned i tallene og set frem mod, hvad vi kan forvente af 2025 – og der er lovende tegn for turismen både i Danmark og resten af verden. Ifølge vores prognose, som kan tilgås af medlemmer her, forventes en positiv udvikling i både flytrafik, krydstogtturisme og overnatningstal. Også de økonomiske udsigter for privatforbruget på vores nærmarkeder ser opløftende ud.
Udsigten til et godt år for dansk turisme står især på ryggen af et flot 2024 på kulturområdet, herunder hos landets museer. Flere har ramt tidsånden med den helt rigtige udstilling og sat nye besøgsrekorder. Det gælder blandt andet for Designmuseum Danmark, der med 348.093 gæster i 2024 landede et godt stykke over den hidtidige publikumsrekord på 310.192 besøgende fra 2019. Og kigger man bredt ud over de danske museer og oplevelser er billedet mange steder det samme – nye rekorder eller meget tæt på.
Skiftende opbakning – men varig værdi
På trods af de lovende økonomiske udsigter og fremgang i besøgsaktiviteten er der også udfordringer, der kræver vores og resten af branchens opmærksomhed. Ifølge en opgørelse fra VisitDenmark, som blev offentliggjort kort før jul, er danskernes opbakning til turismen faldende. Denne tendens er særligt markant blandt borgere under 40 år og i landets storbyer. Og selvom der ikke er tale om en markant tilbagegang viser opgørelsen desværre i vores optik, hvordan negativ medieomtale og polemiske stemmer fra lokalpolitikere kan få en direkte effekt på folkestemningen.
Herfra kan det fortsat undre, at branchen ifølge disse politiske stemmer skal straffes for at være dygtig og for det massive comeback efter coronapandemien. At der nærmest skal undskyldes for, at turismen genererer over 52 milliarder kroner årligt i skatter, understøtter lokal og regional udvikling og skaber et kæmpe udstillingsvindue for vores fantastiske land. Helt grundlæggende er det som at sige ”Kære turister, vi vil gerne have jeres økonomiske bidrag til finansiering af vores kernevelfærd, men vi vil ikke have jeres fysiske tilstedeværelse.” Det hænger ganske simpelt ikke sammen.
Hos DI Turisme, Kultur & Oplevelser går vi tværtimod ind i 2025 med en klar vision om at styrke og udvikle turismen i Danmark. Vi skal arbejde ukueligt for at tiltrække endnu flere turister fra hele verden, fastholde og styrke danskernes lyst til at holde ferie i eget land - og samtidig sikre, at turismen er til gavn for både turisterne selv og de lokale. Vi skal sikre et mangfoldigt og bæredygtigt erhverv som fremmer vækst og balance i Danmark. Og vi skal sikre gode rammevilkår for et fortsat stærkt kultur- og oplevelsesforbrug i hele landet og blandt alle danskere.
2025 byder altså både på muligheder og udfordringer for dansk turisme. De positive økonomiske udsigter og forventninger om vækst i privatforbrug skal balanceres med en indsats for at styrke opbakningen til turismen blandt danskerne. Vi skal fortsætte den målrettede synliggørelse af turismens mange positive effekter og sikre, at værdiskabelsen står lysende klart for alle – politikere såvel som borgere.
Vi ser frem til at tage fat på dette vigtige arbejde i det kommende år og ønsker alle et godt nytår.