24.11.25 DI Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Debat: Kære kommunalpolitikere, I skal gøre mere for turismen

Turismen er indbegrebet af lokalt erhvervsliv og fællesskab. Mange steder er det selve fundamentet, der holder den lokale købmand, bager eller café åben - også udenfor højsæsonen.

Bragt i Avisen Danmark 21. november 2025

Tallene taler for sig selv: I 20 af landets kommuner bidrager turismen med 10 procent eller mere til den lokale beskæftigelse. Og på landsplan har beskæftigelsen inden for turisme oplevet en markant stigning de seneste ti år. Det kan mærkes i alt fra detailhandel og håndværkerbranchen til museer og restauranter.

Turisme fungerer altså som en slags lim i samfundet, der binder os sammen på tværs af by og land. For mange unge er et fritidsjob i turisme- og oplevelsesbranchen for eksempel første skridt ind på arbejdsmarkedet, og branchen giver plads til både unge, ufaglærte og højtuddannede.

Nu hvor kommunalvalget er gjort op, har jeg derfor en meget klar opfordring til alle landets nyvalgte byrådspolitikere: Sæt nu turismen højt på dagsordenen.

Trods turismens store betydning for vores samfund, kæmper mange virksomheder og ildsjæle rundt omkring i landet nemlig med uklare rammevilkår, bureaukrati og modstridende krav på tværs af kommunegrænser.

Noget så simpelt som opsætning af et muldtoilet kan udløse ti forskellige krav og processer afhængigt af postnummer og kommune. Det gælder både tilladelser til gebyrer og urimelige sagsbehandlingstider. Og det hæmmer både udvikling og iværksætteri, hvilket i sidste ende også er til stor ulempe for kommunerne selv.

Derfor bør ambitionen være klar: Der er brug for kommunal forenkling og mere ensartede regler, så det bliver mere attraktivt og mindre bureaukratisk at drive virksomhed inden for turisme. Og så bør der investeres langt mere i branchen.

Investeringer i turisme og kultur er investeringer i vækst, beskæftigelse og livskvalitet for borgerne. Hver eneste turist - og hver ekstra nat, der tilbringes på et lokalt hotel, campingplads eller feriehus - bidrager til at sikre arbejdspladser og omsætning, så der også kan investeres i andre velfærdsområder.

Når valgkampen har lagt sig, fortjener turismen derfor at få en fremtrædende plads i den kommunalpolitiske virkelighed. Den er nøglen til et rigt kulturliv, gode lokale oplevelser og en økonomi, der kan udvikle sig bæredygtigt.

Skal vores lokalområder være attraktive steder at bo, arbejde og besøge, kræver det politisk vilje og samarbejde. Så til alle jer nyvalgte: Husk nu turismen. Den er ikke bare flødeskum på lagkagen, men hele fundamentet under meget mere, end I tror.

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3794
  • Mobil +45 5218 5925
  • E-mail labw@di.dk

Relateret indhold