11.03.25 DI Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Øget produktivitet bliver en nøglefaktor for turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet

Dansk turisme skal vokse med 9 mio. overnatninger de næste fem år for at nå 74 mio. i 2030. Men væksten kræver både arbejdskraft og højere produktivitet – og især sidstnævnte bliver afgørende for erhvervets fremtid.

Selvom nyhedsbilledet i øjeblikket ikke ligefrem er prydet med positive overskrifter, så bliver jeg alligevel anderledes optimistisk, når jeg kaster et blik på den fortsat meget lave ledighed, solide økonomisk vækst og stigende beskæftigelse i langt de fleste brancher i dansk erhvervsliv. Meget af dette står naturligvis i skyggen af usikre tider, men konklusionen er altså, at vi foreløbigt befinder os et godt sted i dansk økonomi. Også i turisme-, kultur og oplevelseserhvervet.

I en række nye DI-analyser af beskæftigelsen i erhvervet har vi set 10 år tilbage i bakspejlet og gjort status på den samlede beskæftigelse i erhvervet for en række hovedbranchegrupper. Og med en vækst på hele 37 pct. fra 2013-2023 svarende til en nettofremgang på 4.300 flere ansatte om året har turisme-, kultur- og oplevelseserhvervene vist en bomstærk figur. Til sammenligning har andre erhverv i samme periode oplevet en vækst på ca. 13 pct. Det er en markant forskel og en exceptionelt flot fremgang for turismen. Korrigeret for COVID-19-året i 2020 kan erhvervet ligefrem bryste sig af en imponerende årlig vækst i beskæftigelsen på 5,3 pct.

Men ude i horisonten lurer et par velkendte skyer, som kan true indfrielsen af de politiske målsætninger i 2030 og den positive udvikling på endnu længere sigt. 

En af disse udfordringer handler om demografi. I vores analyse finder vi bl.a., at andelen af ansatte under 30 år nu udgør ca. halvdelen af alle beskæftigede i erhvervet (2023). Antallet af unge ansatte har været stigende over de sidste ti år og væksten er ca. 3 pct. point større end i andre erhverv. Omvendt har andre erhverv oplevet fremgang i andelen af ansatte over 60 år på ca. 3 pct. point, mens turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet ligger lidt under niveau med stigning på ca. 2 pct. point de seneste ti år.

De unge udgør en vigtig ressource for erhvervet, og det er fantastisk, hvor mange unge der har sit første møde med arbejdsmarkedet i netop turismeerhvervene. Samtidig er det heller ikke et ukendt fænomen, at der generelt er væsentligt flere unge end ældre medarbejdere i vores erhverv. Men netop derfor er der også et øget behov for at finde løsninger, som kan styrke tiltrækningen og fastholdelsen af seniorerne. Baseret på en fremskrivning fra Danmarks Statistik vil antallet af 15-18-årige være reduceret med ti procent eller mere i 57 af landets kommuner i 2035 sammenlignet med 2024. Udviklingen i faldende ungdomsårgange vil derfor lægge et ekstra pres på en vigtig kilde til beskæftigelse i turismen, og som vi også finder i vores analyse vil de faldende ungdomsårgange især påvirke de kommuner, hvor turismen udgør en væsentlig andel af beskæftigelsen og dermed den lokale økonomi. Det betyder samtidig, at adgangen til udenlandsk arbejdskraft som en tredje ressource bliver så meget desto vigtigere for at sikre en stabil tilførsel af branchens fremtidige medarbejdere. I vores analyse ser vi da også, at andelen af udenlandske ansatte i turismen er tæt på fordoblet henover de seneste ti år, hvilket især skyldes fremgang i overnatnings- og restaurationsbranchen.

Men netop på grund af denne dynamik, kombinationen af faldende ungdomsårgange, den lave ledighed og det deraf følgende pres på mængden af arbejdskraft kan vi ikke vælge udelukkende at fokusere på en fortsat og varig forsyning på arbejdskraftsiden, hvis erhvervet skal vokse. Således vil en øget produktivitet formentlig spille en central rolle for erhvervets chancer for indfrielsen af fremtidige politiske målsætninger, hvis ikke allerede ifm. 2030-målsætningerne i den nationale turismestrategi.

Når det kommer til produktivitet har vores erhverv aldrig været en naturlig højdespringer. Primært på grund af velkendte aktiviteter, som i overvejende grad er arbejdskraftsintensive – hotellerne skal have rengøringspersonale, museerne skal have rundvisere og spillestederne har brug for medarbejdere med specialiserede tekniske kompetencer. Som Det Nationale Turismeforum også dokumenterer i den seneste statusanalyse af branchen, har produktiviteten – på trods af et rekordhøjt niveau – heller ikke indikeret nogen entydig tendens eller markant stigning i perioden fra 2015-2022 til forskel fra det øvrige erhvervsliv.

Når jeg taler med folk i branchen oplever jeg ofte, at der er et kontinuerligt stort fokus på at øge netop produktiviteten gennem en række tiltag, som både kommer fra branchen selv, men som også skal styrkes politisk. Det gælder f.eks. anvendelsen af uddannelse og kvalificeret arbejdskraft, kunstig intelligens og en øget adgang til data om alle dele af markedet, f.eks. gennem udbredelsen af VisitData. Endeligt vil en reduktion af væksthæmmende skatter og afgifter spille en rolle for branchen og virksomhedernes muligheder for at investere i initiativer, som kan øge produktiviteten.

DI’s nye beskæftigelsesanalyser giver et fornyet overblik over hvordan beskæftigelsessituationen i erhvervet ser ud, og hvor det er nødvendigt at rette blikket hen, for at undgå store udfordringer længere nede ad vejen. Vi ser frem til på baggrund af analyserne og sammen med de mange stærke virksomheder i vores medlemskreds, at pege på konkrete politiske løsninger og værktøjer, der kan hjælpe et erhverv som hvert år skaber en enorm værdi til Danmark – både i form af omsætning, jobskabelse og livskvalitet.

Du kan læse de nye beskæftigelsesanalyser her:

- Beskæftigelsesanalyse: Turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet - en branche i vækstsporet

- Beskæftigelsesanalyse: Uddannelsesbaggrunde i turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet

- Beskæftigelsesanalyse: Nutidens og fremtidens arbejdskraft i turisme-, kultur- og oplevelseserhvervet

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3794
  • Mobil +45 5218 5925
  • E-mail labw@di.dk

Relateret indhold