09.06.26 DI Turisme, Kultur & Oplevelser Blog

Leder: Med en ny regering følger nye muligheder, nye forventninger – og nye opgaver

Det nye regeringsgrundlag sætter ikke mange ord på turisme-, kultur- og oplevelsesindustrien. Men der er lyspunkter, branchen kan bygge videre på – og det er vores opgave at sørge for, at mulighederne bliver indfriet.

Danmark har fået en ny regering og et nyt regeringsgrundlag, der vil sætte retning for den politiske udvikling i de kommende år. I Dansk Industri byder vi velkommen til både nye og erfarne ministre, og  ser frem til et konstruktivt samarbejde om de muligheder og udfordringer, der præger turisme-, kultur- og oplevelseserhvervene.

Det nye regeringsgrundlag sætter ikke mange direkte ord på hverken turisme eller oplevelsesøkonomi. Man kan måske endda mene, at det er skuffende at  turismen, som landets fjerdestørste eksporterhverv, ikke fylder mere i et regeringsgrundlag, der til gengæld er rundhåndet med udgifter. Det tydeliggør vigtigheden af, at vi arbejder videre med at tydeliggøre vores værdi og betydning for den nye regering.

Alligevel peger flere af regeringens initiativer direkte ind i vores branche. Planlov, bosætning, og transport er alle emner med stor betydning for vores erhverv. Især sammenhængen mellem kultur og turisme står tydeligt hvis man læser med de rette briller: Det er ofte landets kulturinstitutioner, events og oplevelser, der gør Danmark til et attraktivt rejsemål for både udenlandske gæster og danskere. Når rammerne om kulturen og oplevelsesøkonomien styrkes, smitter det positivt af på gæstetallene. Og når turismen vokser, skabes der liv i hele landet. Den sammenhæng læser man mellem linjerne – ikke på dem . Og man kan frygte, at den dermed ikke står helt klart for alle i regeringskontorerne.

Det er imidlertid positivt, at regeringsgrundlaget rummer ambitioner, der kan understøtte en styrket udvikling på tværs af turisme, kultur og regional vækst. Modernisering af planloven er blot ét eksempel på, hvordan bedre rammer for investeringer og udvikling kan fremme både nye attraktioner, kulturelle tilbud og overnatningsformer i hele Danmark. Her er det afgørende, at de politiske ambitioner følges op af konkrete løsninger og at unødige barrierer og reguleringer ryddes af vejen.

Samtidig kan nye initiativer som for eksempel overvejelser om en passagerafgift på krydstogtgæster eller strammere reguleringer af korttidsudlejning få stor indflydelse på branchens udviklingsmuligheder. Vi deler ønsket om ordnede forhold, men det må ikke ske på bekostning af konkurrenceevne eller ved at pålægge velfungerende aktører nye, unødige byrder.

Det er et vigtigt signal, at en generel turismeskat ikke er på tapetet. Vi opfordrer fortsat til at konkurrere på kvalitet frem for på nye afgifter, for prisniveauet er fortsat en udfordring for dansk turisme, og den løser vi ikke ved at gøre det dyrere at besøge Danmark.

Vores udgangspunkt er klart: Vi arbejder for stærkere rammer for investeringer og udvikling i hele landet, færre unødige regler og byrder samt et mere sammenhængende fokus på, hvordan turisme, kultur og oplevelser kan løfte Danmark som oplevelsesland. Vi ønsker en ansvarlig skatte- og afgiftsdagsorden, der understøtter vækst, beskæftigelse og kvalitet.

Den nye regering har sat retningen. Nu begynder arbejdet med at omsætte ambitionerne til værdi for virksomheder, borgere og samfundet som helhed.

For turisme, kultur og oplevelser er ikke blot noget, vi nyder i fritiden; det er en del af fundamentet for dansk økonomi, for levende lokalsamfund og for de øjeblikke, der forbinder mennesker og gør Danmark til et sted, man har lyst til at opleve igen og igen.  

Lars Bertolt Winther

Lars Bertolt Winther

Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3794
  • Mobil +45 5218 5925
  • E-mail labw@di.dk

Relateret indhold