Turisterne er en gevinst – også når de står i vejen på cykelstien
Debatindlæg af Lars Bertolt Winther, Chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser. Bragt i Børsen den 24. juli 2026.
Hver sommer gentager det samme ritual sig. Sociale medier flyder over med billeder af tætpakkede gader, og ordet overturisme bliver brugt flittigere end solcreme. Barcelona. Venedig. Dubrovnik. Historierne er de samme: for mange besøgende, for få lokale.
Debatten smitter af på Danmark. Også herhjemme kan man høre suk over grupperne på Strøget, køen ved Nyhavn eller turisten, der uforvarende træder ud på cykelstien.
Men sandheden er, at Danmark har et helt andet problem end Sydeuropa. Vi har ikke for mange turister. Vi har en turisme, som vores økonomi, kulturliv og lokalsamfund er dybt afhængige af.
Derfor bør vi passe på med at gøre turisten til syndebuk.
Tag København. Ifølge Visitdenmark havde hovedstaden 13,1 millioner turistovernatninger i 2025, hvoraf 8,4 millioner kom fra udlandet. De udenlandske gæster brugte i gennemsnit omkring 2200 kr. om dagen.
Værdikæde
De penge ender ikke kun hos hoteller og restauranter. De forplanter sig gennem hele økonomien. Når en familie køber billetter til kanalrundfarten, spiser frokost i Indre By og besøger et museum, skaber det omsætning hos guider, tjenere, rengøringspersonale, håndværkere, leverandører og butikker.
Turisme er ikke en isoleret branche. Den er en værdikæde, som holder tusindvis af arbejdspladser i gang.
I store dele af Danmark er sommergæsterne forskellen på, om købmanden overlever, om restauranten kan holde åbent hele året, og om den lokale kro fortsat har gæster. Når sommerhusene bliver lejet ud, eller campingpladserne fyldes, skaber det aktivitet langt ud over feriebranchen. Det holder liv i lokalsamfund, som ellers ville have svært ved at opretholde det serviceniveau og omfang af tilbud, vi tager for givet. Turismen er med andre ord ikke kun et storbyfænomen. Den er en livsnerve for store dele af landet.
Også for kulturlivet har turismen stor betydning. For uanset hvor fantastiske vores kulturinstitutioner er, er sandheden, at de færreste danskere besøger dem ofte nok til at finansiere dem alene. Mange steder er det således turisterne, der gør det muligt at holde et højt niveau året rundt.
Forbundne kar
De betaler gladelig entré og skaber dermed grundlaget for nye udstillinger, flere koncerter og bedre oplevelser. Og når vi samtidig kan se, at kulturlivet har stor betydning for virksomheders evne til at rekruttere medarbejdere, så bliver turisme, kultur og bosætning tydeligt forbundne kar.
Forestil dig færre restauranter, kortere åbningstider, museer med færre særudstillinger, butikker der lukker, og landsbyer, hvor købmanden ikke længere kan få økonomien til at hænge sammen. Det er ikke et skræmmebillede. Det er den virkelighed, mange steder ville stå overfor uden turismen.
Måske burde vi se lidt anderledes på de mennesker, der besøger vores land. De er ikke bare gæster. De er med til at betale for den café, den restaurant, det museum og den lokale købmand, som vi selv gerne vil have eksisterer. Turister er ikke et problem, der skal bekæmpes. De er en forudsætning for meget af det Danmark, vi holder af.