Turisme, Kultur & Oplevelser

Husk momsfristen 1. december – og få hjælp til at gøre det rigtigt

Ca. 150.000 virksomheder med kvartalsafregning skal indberette moms senest 1. december. Momsperioderne, der skal indberettes, er 3. kvartal 2021.

Husk, at selvom du ikke har haft køb eller salg i virksomheden i den seneste momsperiode, skal du stadig momsindberette; du skal da indberette et ’0’.  Du skal betale en afgift på 800 kr., hvis du ikke indberetter.

OBS, hvis du har coronalån

Hvis din virksomhed har et eller flere rentefri coronalån (momslån eller A-skattelån), så vær opmærksom på, at der er en ekstra risiko ved ikke at indberette til tiden. Du kan risikere at miste dit/dine lån. Det er derfor vigtigt, at du overholder indberetningsfristerne. 

Du har mulighed for, at modtage en mail med en påmindelse om dine indberetningsfrister ved at oplyse din mailadresse eller tjekke, om den, du har oplyst, er korrekt i TastSelv Erhverv og eventuelt i eIndkomst.

Læs mere om coronalån på skat.dk/corona.

Nyt look i TastSelv Erhverv

Når du logger på TastSelv Erhverv denne gang, så vil du se, at designet er blevet opdateret. Menuen er fx flyttet fra en venstremenu ind på selve siden, og der er blevet justeret lidt på nogle af menupunkternes navne. Men ellers er alt, som det plejer.

Undgå de mest hyppige fejl

Moms er ikke altid enkelt, og det kan være en stor opgave at få de rigtige tal klar. Når tallene tjekkes, ses derfor nogle fejl, der går igen. Fx blander nogle virksomheder private og erhvervsmæssige udgifter sammen. Det er vigtigt at holde dette adskilt. Der er også nogle, der mister deres bilag og dermed ikke har den nødvendige dokumentation for regnskabet.

Noget af dette kan undgås ved at have en god bogføringspraksis. Bogføringsguiden kan fx hjælpe dig med at bogføre dine bilag korrekt og se, hvad du kan trække fra i regnskabet. Med en god, løbende bogføring bliver den næste momsindberetning også nemmere.

Få mere hjælp – og indberet – på skat.dk/huskmoms

Sådan tjekkes din indberetning

Når du har gjort dit arbejde og har indberettet moms, så starter arbejdet i Skattestyrelsen med at tjekke tallene. De samler og analyserer løbende data, og en del kontrol sker helt automatisk og digitalt.

Selvom skattestyrelsen tjekker tal og oplysninger løbende, så er det vigtigt, at du selv har styr på reglerne og på den moms, du skal betale. Læs evt. mere om Skattestyrelsens kontrolarbejde på skat.dk/skattekontrol

Cecilie Poulsen
Skrevet af:

Cecilie Poulsen

Relateret indhold