Allan Agerholm, bestyrelsesformand Parken Sport & Entertainment ved årsdag for DI Turisme & Oplevelser

10.11.22 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Fodboldens fællesskab trækker i krisetid

Efter samfundets nedlukninger som følge af covid-19 oplever Parken Sport & Entertainment et markant stigende antal gæster til deres kampe – både fodboldinteresserede og nye gæster opsøger fællesskabet.

”Et sammenhold ud over fodbolden.” Sådan beskriver bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment, Allan Agerholm, FC Københavns produkt og fremtidige strategi. Ved DI Turisme & Oplevelsers årsdag præsenterede Allan Agerholm Parkens specifikke indsats for at tiltrække flere gæster ved at koble deres klubkultur til en særlig fællesskabsfølelse. I en krisetid er det særligt fællesskabet, der trækker – og ikke altid lige så meget fodbolden.

En unik stemning

Tilskuertallene i Parken har sat nye og højere standarder i år, hvor gennemsnittet til Superligakampene i var næsten 27.000. For første gang i klubbens historie var der på intet tidspunkt færre end 20.000 tilskuere til årets hjemmebanekampe.

Det er en del af vores strategi, at vi ønsker at skabe endnu flere F.C. Københavnere og skabe endnu bedre oplevelser i Parken Allan Agerholm, bestyrelsesformand Parken Sport & Entertainment

Parken arbejder ganske målrettet og struktureret med den unikke gæsteoplevelse, der nu gør, at flere tilskuere opsøger fodboldkampene for at være sammen med venner og familie og ikke nødvendigvis kun for at se fodbold. I stedet ønsker gæsterne at være en del af den unikke stemning, Parken skaber både før, under og efter kampene på de sociale medier. Her kommunikerer FC København et produkt, der strækker sig ud over selve bolden.

Gennem systematisk og strategisk brug af sociale medier har FC København opnået et digitalt engagement og en rækkevidde, der i Danmark kun overgås af de største nyhedsmedier. For at understøtte indsatsen har Parken opbygget egne mediekompetencer og inhouse mediekontor, der udelukkende arbejder på at sikre interaktion og professionelt kvalitetsindhold på alle platforme.

Vi er en gammel klub, men vi er på en ny rejse, og vi er kun lige begyndt Allan Agerholm, bestyrelsesformand Parken Sport & Entertainment

F.C. København er i top 10 blandt alle danske medier målt på Facebook interaktioner og nr.1 blandt fodboldklubber i Norden. 525.000 månedlige besøg på FCK.DK, og over 400.000 følgere på sociale medier med +11.000.000 månedlige visninger positionerer FCK som et slagkraftigt kontekst-medie.

Astrid Kjelgaard
Skrevet af:

Astrid Kjelgaard

Relateret indhold