25.04.22 Turisme og oplevelser Nyheder

DI: Skal vi have et nyt eksporteventyr med esport?

I Danmark står vi med en helt unik mulighed for at etablere os som en af verdens førende nationer inden for esport.

Foto: Astralis

Her er et nyt begreb til Dansk Sprognævn: “Digital konkurrenceunderholdning.” Begrebet er ikke nyt i et globalt perspektiv, men det er på tide, at vi tager det til os i Danmark. Begrebet dækker over de virksomheder, hvis forretningsmodel baserer sig på synergierne mellem streaming, esport, events, gaming og kommercielle aktiviteter.

Ildsjæle, iværksættere og virksomheder har skabt platformen. Også MÆRSK har øjnet potentialet og skal nu sponsere Blast, en af verdens største Counter-Strike-turneringer. Tiden er derfor inde til, at Danmark griber muligheden for at skabe et nyt eksporteventyr. Nu drøftes det i Folketinget, hvorvidt Danmark skal have en ny national strategi for esport.

Udgangspunktet skal være en kortlægning af esportens potentiale, omfang og afledte effekter – arbejdspladser, uddannelse og kompetencer. Erhvervets samfundsmæssige betydning skal synliggøres. Der skal være fokus på at fremme innovationen, skildre den nødvendige digitale infrastruktur og opmuntre til øget startupaktivitet.

Og gevinsten kan være stor. Det estimeres, at det globale marked for digital konkurrenceunderholdning vil nå et omfang på 23,5 mia. kr. i 2025. Med mere end 3 mia. gamere, 500 mio. seere og fans verden over, der bruger milliarder af timer hver måned, er der tale om et marked med et meget stort potentiale.

Danmark har rigtig gode chancer for at sikre sig en betragtelig andel af dette marked. Vi er det land i verden, der har flest professionelle gamere pr. indbygger. Vi er et højt digitaliseret land, vi har nogle af klodens bedste e-sport teams, og vi er samtidig velsignet med indtil flere af verdens førende virksomheder, der forstår at gøre gaming til en forretning.

Fundamentet er lagt, og det er nu, vi skal handle, hvis positionen skal udbygges. Lykkes vi, er digital konkurrenceunderholdning ikke længere et ukendt begreb i Danmark.

Læs hele debatindlægget her.

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Chef for DI Turisme og oplevelsesøkonomi

Relateret indhold