29.06.22 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Coronastrategi frem mod 2023

Hvor står regeringen med hensyn til restriktioner og nedlukninger, og hvad ved vi om et fremtidigt kompensationsregime? Få overblikket her.

Statsministeren præsenterede på et pressemøde den 22. juni regeringens coronastrategi frem mod foråret 2023. Det er et af de grundlæggende mål i strategien, at restriktioner og nedlukninger skal undgås.

 

Der arbejdes i stedet med en bred smitteforebyggende indsats, som skal forebygge, at det bliver nødvendigt med yderligere tiltag. Der er otte indsatsområder i strategien, som blandt andet rummer revaccinationsprogram, epidemiovervågning og fleksibel kapacitetsudnyttelse i sundhedsvæsnet.

 

Læs mere om strategien her

Download

Sundhedsmyndighedernes tilgang er, at restriktioner (kontaktreducerende tiltag) udelukkende kan blive relevante igen, hvis situationen skulle udvikle sig kritisk, og såfremt andre tiltag ikke har vist sig at være tilstrækkelige. Det vil kræve, at corona igen bliver klassificeret som en samfundskritisk sygdom. Nye restriktioner skal vurderes proportionelt i den givne situation, og så vidt muligt kun geografisk afgrænset.

DI's holdning er, at det er et voldsomt indgreb at begrænse borgeres frihed og lukke virksomheder ned, og at vi for alt i verden skal undgå nye nedlukninger i fremtiden. Det har DI gjort klart i løbende input og indspil til regering og myndigheder, og DI vil i den kommende tid fortsat arbejde for, at der er de bedst mulige betingelser for at komme igennem efteråret og vinteren uden restriktioner og nedlukninger. Her spiller revaccinationsprogrammet samt skalering af sygehuskapaciteten en vigtig rolle.

DI har desuden fremført, at der særligt for aktører i turisme- og oplevelseserhvervet har været perioder med så mange restriktioner, at det har betydet en de facto nedlukning. I sådanne situationer bør virksomhederne kunne vælge, om de vil holde lukket, eller om de vil drive forretning under de gældende restriktioner.

Det nationale smitteniveau er i øjeblikket på det lavest mulige niveau og et enkelt trin højere i Region Hovedstaden.

Fremtidig kompensation ved epidemier

Førsteprioriteten er at undgå restriktioner og nedlukninger, men skulle vi alligevel havne i en sådan situation igen, skal virksomhederne kompenseres. Regeringen har varslet, at de vil lave en aftale med Folketingets partier om, hvordan kompensation ved fremtidige epidemier skal sættes sammen. Der er endnu ikke indgået en aftale, men vi gengiver her, hvad vi ved om regeringens egen linje.

Regeringen lægger i det store hele op til en fortsættelse af det setup for kompensation, som vi kender. Med den generelle kompensationsordning, arrangørordning, lønkompensation mv. som følger restriktionerne – med mulighed for udfasning over en periode. Det betyder også, at regeringen ikke ønsker en forsikringstilgang, som arbejdsgruppen for kompensation ellers har nævnt som en mulighed.

Regeringen har også afvist en model, hvor virksomheder selv skal opbygge en stødpude til fremtidige epidemier. Det lever foreløbigt videre som en anbefaling, men kun tænkt som noget den enkelte virksomhed kan overveje at opbygge som noget det kan supplere kompensationsordninger, hvis virksomheden vurderer det er relevant og muligt.


Det er desuden værd at fremhæve, at regeringen har givet udtryk for, at den gerne ser på tilskud som eksempelvis aktivitetspuljen til at støtte kulturlivet som led i et samlet kompensationsregime.

DI er i fortsat dialog med partier og myndigheder om de udfordringer, som blandt andet turisme- og oplevelseserhvervet har mødt med de hidtidige ordninger. Det omfatter blandt andet de administrative byrder med ansøgning og slutafregning af kompensation, udfordringer med reglerne for støtteloft i EU's statsstøtteregler og dele af erhvervets behov for længere omstilling til genåbning (f.eks. venues og koncertarrangører).

Henrik Langgaard Lystbæk

Henrik Langgaard Lystbæk

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3957
  • Mobil +45 2284 6867
  • E-mail hely@di.dk

Relateret indhold