13.06.22 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Hvordan fastholder vi den unge generation i job?

Hvordan bliver man attraktiv som arbejdsgiver i turisme og oplevelser for en travl og ombejlet ungdomsgeneration? Netop det spørgsmål var omdrejningspunktet i DI’s HR Netværk for Attraktioner for ganske nylig. Vi havde inviteret konsulentvirksomheden CompanYoung - med ekspertise i de nye generationer - til at svare på spørgsmålet, og her følger nogle af de gode råd.

Generation Z, som er på vej ud på arbejdsmarkedet nu, er opvokset i en tid, hvor børn tidligt har fået indflydelse på beslutninger, der bliver taget i familien. Generationen er de første, som for alvor er digitalt indfødte, og de er ombejlede på arbejdsmarkedet, fordi der er brug for al arbejdskraft. Samtidig er det en generation, som har været hårdt ramt af nedlukningen under coronakrisen.

Vi kan i fremtiden se frem til faldende ungdomsårgange, og antallet af 16-19 årige kommer til at falde betragteligt over de næste ti år. Kigger man nærmere på fødselstal opdelt på regioner, ser udfordringen ud til at blive størst i Region Sydjylland, hvor bl.a. attraktioner som Legoland, Lalandia, Universe Science Park, Wow Park og Lego House ansætter mange ungarbejdere.

De digitalt indfødte har brug for vejledning

Kendetegnende for generationen af digitalt indfødte er, at de naturligvis henter al information på internettet. De har et højt forbrug af sociale medier og møder et uendeligt antal af muligheder, hvilket gør det svært for dem at vælge. Skal man som arbejdsgiver tiltrække de unges opmærksomhed på nettet, er det derfor helt afgørende, at informationen er overskuelig. Det anbefales at fokusere på, at kommunikationen skal vejlede frem for at informere – og man skal hjælpe de unge med at sortere i informationen.

Når en virksomhed skal tiltrække unge til et job, er det vigtigt at se på de kontaktpunkter, de møder. Hvad er det, de oplever, når de går ind på virksomhedens hjemmeside? Hvad med Facebook? Hvem tager telefonen, når de unge ringer? CompanYoung foreslog, at man tester hvordan det opleves udefra.

Der er mange jobs at vælge imellem for de unge. Derfor er det vigtigt, at man som virksomhed designer en nem ansøgningsproces. Blandt de faktorer, der kan få de unge til at afholde sig fra at søge et job er at virksomheden ligger for langt fra hvor de bor og at de har hørt dårligt om virksomheden.

Det sociale miljø er den vigtigste faktor

CompanYoung har spurgt de unge hvilke faktorer, der er vigtigst for deres valg af karriere. Allerøverst på listen ligger, at jobbet er spændende, efterfulgt af fremtidige jobmuligheder, arbejde med variation og afveksling og muligheden for at indgå i et team. Først langt nede på listen kommer løn og bekymring om arbejdsløshed indenfor faget.

På spørgsmålet om, hvad der kendetegner de virksomheder, som de unge gerne vil arbejde for, er et godt socialt miljø topscorer. De unge vil også gerne have mulighed for at blive udfordret og udvikle sig, have mulighed for at håndtere forskellige arbejdsopgaver og mulighed for at stige i graderne. Her nævner CompanYoung som eksempel McDonalds, som har haft stor succes med micro-promotions, så de unge hele tiden har noget at stræbe efter.

For fritidsjob er det sociale miljø det vigtigste. Det er desuden vigtigt for de unge at have en god leder, da det er toneangivende for det sociale miljø. Unge vælger ikke job efter, om en virksomhed er bæredygtig – de vil ikke gå på kompromis med de faktorer, der er vigtige for dem personligt. Det gælder også, selvom den unge generation generelt går op i bæredygtighed.

Katrine Brems Olsen
Skrevet af:

Katrine Brems Olsen

Katrine Brems Olsen

Katrine Brems Olsen

Chefkonsulent

  • Direkte +45 3377 3719
  • Mobil +45 5213 2404
  • E-mail kabo@di.dk

Relateret indhold