Mathias Brandt Pedersen, Nordisk Film
16.03.23 Turisme, Kultur & Oplevelser Nyheder

Bag kulisserne hos Nordisk Film med kulturministeren

Med et medieforlig og et filmforlig lige om hjørnet var Jakob Engel-Schmidt og DI Turisme & Oplevelser inviteret på besøg hos Nordisk Film.

I Nordisk Films historiske omgivelser i Valby foldede den helt nye og unikke 360-graders LED-scene sig ud i al sin pragt, da ministeren kørte direkte ind på scenen og parkerede ’midt på Markuspladsen i Venedig.’

Scenen er 16 meter i diameter, og vægge og lofter er fuldt beklædt med LED-skærme hele vejen rundt. Det gør det muligt at optage skuespillere, scenografi og rekvisitter op mod levende fotorealistiske virtuelle baggrunde – alt fra fremmede planeter og fantasy-verdener til locations under vandet, endeløse ørkener og pulserende storbyer.

Ved siden af LED-scenen – på næste scene – foregår netop nu optagelserne til TV2’s nye krimidramaserie, Graverne, med bl.a. Søren Malling og Mille Dinesen i front. Ved besøget blev der også lejlighed til at sludre lidt med skuespillerne og overvære optagelsen af et par scener.

I mere end 100 år har Nordisk Film skabt søde, sjove, medrivende, rørende og dybsindige oplevelser til alle aldre. Fra Olsen Banden over Ternet Ninja til den kommende Nattevagten 2.

Dansk film- og tv-produktion har i årtier givet genlyd verden over, og branchen aftvinger respekt langt ud over Danmarks grænser. At vi som (lille) land fastholder så højt et niveau af dansk kvalitetsindhold er helt unikt, og de store priser bliver i en lind strøm tildelt danske film og serier. Det skaber stolthed og forventning om mere. Netop dette var omdrejningspunktet for kulturministerens besøg hos Nordisk Film, hvor der også blev lejlighed til at drøfte, hvordan den særlige danske styrkeposition kan fastholdes og understøttes fremadrettet.

I Danmark sætter vi et langt større aftryk på film- og tv-scenen, end vi egentlig burde grundet vores størrelse. Det skyldes en enorm kvalitet i produktionen, usædvanligt dygtige aktører og et konstant ønske om hele tiden at udvikle sig Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser
Foto: Mathias Brandt Pedersen, Nordisk Film
Maria Krüger Torp
Skrevet af:

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Maria Krüger Torp

Chef for DI Turisme & Oplevelser

  • Direkte +45 3377 3464
  • Mobil +45 2625 6230
  • E-mail mkto@di.dk

Relateret indhold