DI Turisme & Oplevelser skal finde en ny chef
Maria Krüger Torp har opsagt sin stilling i DI Turisme & Oplevelser, og derfor har DI nu indledt søgningen efter en ny chef for området.
DI Turisme & Oplevelser skal have ny chef, når Maria Krüger Torp stopper med udgangen af oktober. Derfor har DI’s vicedirektør Henriette Søltoft allerede indledt søgningen efter en ny chef for området. Denne proces foregår i tæt samarbejde med formandskabet i DI Turisme & Oplevelser.
I den mellemliggende periode vil Henriette sammen DI’s Turismeteam ligeledes sørge for, at alt kører videre som vanligt, indtil en ny chef for området kan tiltræde.
Maria Krüger Torp giver trygt depechen videre.
Jeg er meget stolt af det, vi har skabt i DI Turisme & Oplevelser. Mange nye medlemsvirksomheder er kommet til, og vi har virkelig fået sat et stort aftryk på turismen og kulturens vilkår i Danmark. Et stærkt fundament er skabt, og jeg ved, at turismeteamet vil videreføre den store indsats i DI. Maria Krüger Torp, Chef for DI Turisme & Oplevelser
Maria Krüger Torp skal også i sit nye virke arbejde med politisk interessevaretagelse og strategisk kommunikation.
Indtil da venter DI Turisme & Oplevelsers årsdag d. 24. oktober i Industriens Hus, hvor vi sætter spot på turismen, og hvor det også vil være muligt at møde hele turismeteamet. Se programmet her.