Turisme, Kultur & Oplevelser

Coronapas i en kommunalvalgkamp

Genindførelse af coronapas skal følges op med mulighed for som arbejdsgiver at stille krav om gyldigt coronapas til medarbejderne. Valget står for døren, og snart skal de nye kommunalbestyrelser tegne ambitionerne for de kommende år. Kultur, idræt og oplevelser spiller en vigtig, og nogle gange overset, rolle for lokal udvikling. Derfor opfordrer DI til at sætte en klar vision for at understøtte erhvervets vækstmuligheder.

Så er coronapasset tilbage. Selvom det pålægger jer omkostninger at håndtere, er coronapasset klart at foretrække fremfor andre restriktioner. Det er nemlig helt afgørende, at de tiltag, som benyttes nu og fremadrettet i forhold til den stigende smitte, er proportionale. Vi mangler endvidere en væsentlig komponent i forbindelse med coronapassets genindførelse. Virksomhederne skal kunne kræve gyldigt coronapas hos medarbejderne. Det bør regeringen indarbejde i forslaget til folketinget.

Vi er som tidligere klar til at hjælpe jer og ikke mindst tale branchens sag i forhold til overvejelser og drøftelser om udviklingen af corona-situationen i samfundet!

Turisme- og oplevelseserhvervet er ikke kun på dagsordenen i forhold til corona. Det gælder også det snarlige kommunalvalg tirsdag den 16. november. Således satte vi eksempelvis erhvervet på dagsordenen, da DI’s bus med københavnske kommunalpolitiske kandidater var på besøg i Tivoli og hos Stromma. Det er nødvendigt, da en analyse fra Altinget viser, at det primært er borgernære velfærdsområder som folkeskole, sundhed og ældrepleje, der fylder mest på vælgernes dagsorden, hvorimod erhvervspolitik og kultur- og fritidstilbud ikke har den store bevågenhed.

Det er ærgerligt, da det i sidste ende er det lokale erhvervsliv, der betaler for velfærden gennem arbejdspladser og skatteindtægter til kommunen. Hver anden krone der bruges i det offentlige kommer fra private arbejdspladser. Så udvikling af velfærden hænger nøje sammen med gode rammer for erhvervslivet. Samtidig spiller turisme, kultur og oplevelser i sig selv en stor betydning over hele landet, hvad enten du er i Aalborg, Kerteminde eller København.

Der skal lyde en klar opfordring til alle de kommende byrødder: Sæt en klar og ambitiøs vision for, hvordan I vil fremme kultur og oplevelser i den kommende valgperiode, og tænk det i sammenhæng med en samlet strategi for udvikling af erhvervslivet i kommunen. Turisme, kultur og oplevelser er også erhverv!

God læselyst

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold