Turisme, Kultur & Oplevelser

Det er nu at vi skal holde fast

DI Turisme og oplevelser arbejder benhårdt for at få erhvervet tilbage på skinner – og nu i et nyt nyhedsformat. Aftalen om forlængelse af kompensationsordningerne er vigtig på den korte bane, men vi har også brug for nye strategiske indsatser for de kommende års krisegenopretning.

Velkommen til DI Turisme og oplevelser i nyt format.

Jeg har glædet mig til, at veksle vores corona-orienteringsmails til et nyhedsbrev, som forsyner dig med aktuelle nyheder og vigtig information til brug i din virksomhed og samtidig berører centrale temaer af betydning for erhvervet. Jeg håber, at du vil tage godt imod det.

Danmark er lige nu frontløber på genåbningen af samfundet indadtil takket være en høj vaccinetilslutning og lave smittetal. Udadtil er de internationale rejser imidlertid stadig underlagt restriktioner i både Danmark og udlandet. Så selvom samfundet er genåbnet, mangler vi fortsat de udenlandske gæster, som normalt udgør en afgørende del af omsætningen hos mange af jer.

Vi har en fælles vigtig opgave i at få forklaret vores beslutningstagere, at selvom store dele af erhvervslivet buldrer afsted, og de er trætte af at tale om corona, så er turisme- og oplevelseserhvervet ikke ude af corona-krisen. Derfor var det også glædeligt, at politikerne nu har lyttet til vores indtrængende opfordring om, at forlænge kompensationsordningen for de særligt hårdt ramte virksomheder. En aftale som faldt på plads i går.

Det gør det dog ikke alene. Der brug for en række tiltag for at få erhvervet tilbage på skinner. Vi skal

  • iværksætte tiltag, så vi igen kan tiltrække og give adgang til de udenlandske gæster til Danmark,
  • have styrket erhvervets internationale konkurrencedygtighed, og
  • se på, hvordan vi får danskerne til at øge deres forbrug af kultur og oplevelser

Det var hovedprioriteterne for virksomhedslederne i DI's udvalg for turisme og oplevelser, som vi forleden samlede for at drøfte de strategiske indsatsområder for DI Turisme og oplevelser i de kommende års krisegenopretning. Drøftelserne tog bl.a. afsæt i de mange input, som vi løbende får fra jer i vores daglige dialog. Så husk at tage fat i os, når du har input/overvejelser.

Henriette Søltoft

Henriette Søltoft

Vicedirektør

  • Direkte +45 3377 3654
  • Mobil +45 2088 3919
  • E-mail hes@di.dk

Relateret indhold